David Jensen: Vi har fået blod på tanden

Kategorier


David Jensen har lært at dominere feltet noget mere med gode indgreb. (Foto: Boesenfoto.dk)

David Jensen: Vi har fået blod på tanden

– Vi er gået ind til sæsonen med et ungt og uerfarent hold, men alle har løftet sig, og det har skabt respekt. Nu går vi efter det og skal frem over stepperne mod OB, siger FCN-keeper David Jensen.

Inden denne sæsons start var der stor udskiftning i FCN-truppen, der nu er Alka Superligaens klart yngste med en gennemsnitsalder på under 23 år. Alligevel er FCN med helt fremme i jagten på medaljer og kan hjemme i Farum Park mod OB på søndag 12. april kl. 14.00 tage endnu et skridt i den rigtige retning. Det glæder den unge FCN-keeper David Jensen, der har opnået at få trøje nr. 1 og leverede en rigtig pragtkamp, da FCN Påskelørdag holdt fast i toppen med en hårdt tilkæmpet 2-1 udesejr over SønderjyskE: – Vi fik i den kamp vist nye sider af os selv, da vi måtte kæmpe 10 mod 11 i hele 2. halvleg. Vi har tidligere vist, at vi kan stå sammen. Også når vi har været bagud. Men vi er ikke vant til at blive flyttet så langt bagud på banen og komme under sådan et tryk, som vi oplevede i Haderslev. – Det var ikke nemt, og jeg synes, det er flot, at vi kunne klare det. De unge indskiftere gik også ind og leverede en imponerende indsats. Det er en fornøjelse, at vi både har en plan B og C, når der er brug for det, og god back up på pladserne, selv om truppen er så ung og uerfaren. – Det giver respekt hos de, der har kritiseret os for ikke at være fysisk stærke nok, og vi har alle sammen fået mere blod på tanden. Nu går vi efter det og skal frem over stepperne mod OB. Drømmen er et vinde bronze med det her hold og komme ud og spille europæisk. Den chance er en kæmpe gave, som vi har kæmpet for, og den skal forfølges, siger David Jensen. Han er lige fyldt 23 år og har spillet for FC Nordsjælland i mere end ti år, men det er først i denne sæson efter salget af Jesper Hansen, at David Jensen er blevet førstekeeper. Han er ved at lære at udnytte sin store højde og har især her i foråret udviklet sit målmandsspil med sikre indgreb i feltet: – Jeg har i vinteroptakten trænet ekstra hårdt i at gå ud i et tætpakket felt og gribe bolden. Jeg har både højden og fysikken, og så må jeg bruge armene. Derfor er det naturligt, at jeg skal kunne gå ud og plukke en masse bolde og skabe ro ved at holde bolden. – Det har også gjort det lettere for fire back kæden at forsvare og gjort kommunikationen til spillerne foran mig bedre. Når vi stoler på hinanden, bliver mit job også lettere, og jeg synes, vi har en rigtig god intern spilforståelse, hvor Mtiliga som den snu gamle ræv hjælper med at træffe de rigtige beslutninger. – Og når jeg plukker flere indlæg ned, har vi også bedre mulighed for at starte hurtigt kontraspil med de lange udspark, siger David Jensen, der udover chancen for medalje med FCN også har en anden gulerod for foråret. David Jensen er i spil til målmandsposten på Danmarks U/21 landshold, der skal spille EM-slutrunde i Tjekkiet i juni. – Det er selvfølgelig også et stort mål for mig at spille de kampe, men det er ikke noget, jeg vil spekulere mere på lige nu, for det er først når sæsonen er slut. Så lige nu koncentrerer jeg mig kun at gøre det bedst muligt for min klub. Det er FC Nordsjælland, der handler om, og her jeg har mit fokus. – Jeg skal arbejde på at holde et højt niveau og vise stabilitet hos FCN. Så må det med U/21 landsholdet komme som en konsekvens af det, jeg leverer på klubholdet. Det er én kamp af gangen, og nu gælder det kampen mod OB i Farum Park, som vi skal fastholde som vores stærke hjemmebane, siger David Jensen.