U-holdene kom godt fra start i Aalborg

Kategorier


Souheib Dhaflaoui og Christian TK Køhler kunne juble over et point på en sidste øjebliks udligning i den svære udekamp mod AaB i U/19 Ligaen

U-holdene kom godt fra start i Aalborg

FCN U/19 holdt status som ubesejret med 1-1 ude mod AaB, og U/17 holdt også fast i toppen med en sejr på 1-0 i Aalborg

U/19 Ligaen: AaB-FCN 1-1 (1-0)
Målscorer: Souheib Dhaflaoui FC Nordsjællands U/19 mandskab har overvintret på førstepladsen i Ligaen, og de unge tigre kom også fint i gang med foråret, selv om FCN måtte nøjes med uafgjort 1-1 i den svære udekamp mod AaB i lørdags. Da FC Midtjylland samtidigt tabte i Århus til AGF udbyggede FCN faktisk forspringet i toppen af Ligaen. FCN fik ellers en meget svær start, idet AaB kom i spidsen med 1-0 allerede efter 12 minutter på et straffespark begået af målmand Thomas Gall. Herefter overtog tigrene initiativet og pressede hårdt på for udligning. Det lignede også et straffespark til FCN mod Daniel Thorup, men dommeren så det anderledes. Efter pausen fortsatte FCN den intense jagt på udligning, og det blev også til enkelte muligheder, som desværre ikke blev udnyttet. Og da Andreas Skovgaard 10 minutter før tid blev udvist med sit andet gule kort, så det lidt skidt ud. Alligevel fortsatte FCN med at presse på i undertal, og da AaB også fik en spillet udvist i sidste minut, udnyttede FCN tillægstiden på bedste vis. Der blev spillet en høj bold frem i AaB-feltet, og Sander Henriksen fik forlænget, så Souheib Dhaflaoui efter et smart træk kunne sende bolden i kassen til 1-1. – Det var super moral af drengene hele vejen igennem, og vi er naturligvis meget glade for det ene point, når udligningen lod vente så længe på sig. Forårs-kontoen er åbnet, og det føles som et stort point, når FCM har tabt, lyder det fra U/19 cheftræner Morten Karlsen. U/17 Ligaen: AaB-FCN 0-1 (0-1)
Målscorer: Daniel Skov FC Nordsjællands U/17 hold har vist rigtig fine takter i træningskampene, og de blev fortsat i Aalborg under svære betingelser med stærk vind og et dårligt underlag at spille på. Den stride vind spolerede meget af det spil, FCN gerne vil praktisere. Alligevel lykkedes det tigrene at komme i front med 1-0 ved Daniel Skov, og selv om AaB i 2. halvleg forsøgte at komme tilbage i kampen, var det FCN, der med omtanke i spillet og flere gode perioder på bolden holdt kontrol over kampen. FCN var således noget tættere på at øge føringen, end AaB på en udligning. FCN U/17 holder med 1-0 sejren i Aalborg også fast i toppen kun to point efter førerholdet Esbjerg. I denne uge er holdet rejst til Italien for at deltage i Arco Cup. Næste turneringskamp for både U/19 og U/17 er lørdag 21. marts ude mod Vejle.