Toppræstation af U/17 i Italien

Kategorier


De unge tigre satte kurs mod gruppesejren med 3-2 over Inter, som de her er fotograferet sammen med.

Toppræstation af U/17 i Italien

FC Nordsjælland var kun et brændt straffespark fra at nå finalen i Arco Cup

FCN var tæt på at leverede den helt store overraskelse i den store internationale U/17 turnering Arco Cup i Italien, hvor kun et brændt straffespark i semifinalen mod Chievo Verona kostede  en plads i finalen. De unge tigre satte kurs mod toppræstationen torsdag med en sejr på 3-2 efter straffesparkskonkurrence mod Inter, og lørdag fulgte de så trop med 2-0 i anden puljekamp over Torino. Gustav Harlev scorede til 1-0 kort før pausen, og ti minutter inde i 2. halvleg øgede Jakob Johansson til 2-0 i en hårdt spillet kamp. Torino brugte alle midler for at vende slagets skæve gang, men FCN stod godt imod de grove italienske tacklinger. FCN lærte hårdheden i turneringen og viste igen i tredje og afgørende gruppekamp mod Lazio, at tigre ikke sådan lader sig kyse. Lazio kom med stor power fra start og bragte sig fortjent foran inden pausen, men i 2. halvleg kom FC Nordsjælland stærkt igen. Jakob Johansson fik hurtigt udlignet, og derefter styrede tigrene mod sejren på mål af Gustav Harlev og Nikolai Frederiksen. Dermed var FCN en overraskende vinder af gruppen med tre stærke italienske hold og klar til søndagens semifinale i Arco Cup. Desværre blev det også endestationen i en kampe, hvor tigrene igen viste højt format. FC Nordsjælland burde have vundet den ordinære kamp og havde en gylden chance på et straffespark. Det blev desværre brændt, og så måtte der straffesparkskonkurrence til om finalepladen, og den snuppede Chievo Verona med 3-2. Det er en flok trætte men stolte U/17 spillere, trænere og ledere, der i aften vender retur fra Italien efter en rigtig toppræstation i Arco Cup. Selv om finalepladsen glippede, fik FCN i den grad vist flaget i selskab med Europas bedste ungdomshold.