Karlsson scorede to mål for Sveriges U/21

Kategorier


Pascal Gregor, Andreas Maxsø, Mathias Hebo og Kristian Lindberg var alle fire i aktion for fremtidens danske U/21 landshold, der tabte lidt ufortjent 0-2 i Tyrkiet.

Karlsson scorede to mål for Sveriges U/21

Flot debut til David Moberg Karlsson på det svenske U/21 landshold. Fire FCN-spillere i aktion på U/21 for Danmark i Tyrkiet.

For FCN-angriber David Moberg Karlsson blev det en helt fantastisk debut på Sveriges U/21 landshold i fredags, hvor han scorede to mål i den svenske sejr på 4-0 i Rusland. Sverige førte 1-0 ved pausen, og i løbet af de første otte minutter i 2. halvleg scorede David Moberg Karlsson to gange, og 3-0 føringen knækkede Rusland helt, så sejren kunne cementeres til 4-0 midt i 2. halvleg. David Moberg Karlsson har tidligere spillet på det svenske U/19 landshold, men først nu efter scoring i FC Nordsjællands tre seneste kampe i træk, er den hurtige svenske angriber tilbage i nationaldragten, og han kan få sin anden U/21 landskamp, når Sverige i morgen møder Norge på La Manga i Spanien. Danmark havde også gang i fremtidens U/21 landshold fredag i Tyrkiet, men selv om det danske landshold leverede en flot kamp blev det til et lidt uheldigt nederlag på 0-2 i en kamp, hvor dommeren strøede om sig med gule kort. Pascal Gregor, Andreas Maxsø og Kristian Lindberg var alle tre med fra start, og efter en times spil kom også Mathias Hebo på banen til debut. Andreas Maxsø spillede hele kampen og var i starten meget tæt på at bringe Danmark foran på et hovedstød. Tyrkerne førte stik mod spil og chancer med 1-0 ved pausen, og da Pascal Gregor knap midtvejs i 2. halvleg fik sit 2. gule kort blev det ekstra svært med ti mand. Lidt senere fik også Frederik Holst sit andet gule kort, men selv ni mod elleve var Danmark tæt på udligning, før Tyrkiet i tillægstiden udnyttede en omstilling til 2-0. Danmarks U/21 landshold, der skal spille EM-slutrunde, møder i morgen USA på Lyngby stadion med målmand David Jensen i truppen, og det danske U/19 landshold med Marcus Ingvartsen og Mads “Mini” Pedersen i truppen spiller også tirsdag den sidste kamp ved Elite Round i Frankrig mod Azerbadjan. Efter 2-3 nederlaget til England i den første kamp, blev det til et 0-2 nederlag mod værterne fra Frankrig i den anden.