Ingvartsen scorede for U/19 landsholdet

Kategorier


Marcus Ingvartsen bragte Danmarks U/19 landshold foran 1-0 mod England i går.

Ingvartsen scorede for U/19 landsholdet

Trods en flot præstation måtte Danmarks U/19 landshold med Marcus Ingvartsen og Mads “Mini” Pedersen på fra start se sig slået 3-2 af England

Danmarks U/19 landshold spiller i disse dage kvalifikationskampe til EM i den afsluttende Elite Round, hvor Danmarks pulje afvikles i Frankrig. I går spillede Danmark første kamp mod England og tabte desværre 2-3 efter en ellers flot dansk indsats. På lørdag møder Danmark så værterne fra Frankrig og på mandag slutter danskerne af mod Azerbadjan. Danmarks U/19 fik en drømmestart mod England, da FC Nordsjællands angriber Marcus Ingvartsen scorede til 1-0 efter kun seks minutters spil. Mads “Mini” Pedersen fra FCN var også med i startopstillingen, og selv om England fik udlignet, kom Danmark igen i spidsen ved Robert Skov fra Silkeborg. Desværre lykkedes det englænderne at udligne i 1. halvlegs tillægstid til 2-2. Det var også stillingen indtil kort før tid, hvor England havde heldet med et sejrsmål til 3-2 på et kanonhug fra distancen. Synd for de unge danskere, der havde leveret en flot indsats mod et af Europas stærkeste mandskaber. Nu skal det følges op mod Frankrig på lørdag. Danmarks U/21 landshold, der forbereder sig til EM-slutrunden, var også i kamp i går i Portugal, hvor de 90 minutter endte målløse. Holdet spiller endnu en testkamp på mandag mod USA på Lyngby stadion. FCN-keeper David Jensen sad på bænken i Portugal men kan håbe på at spille kampen mod USA. Islands U/21 landshold tabte i aftes 3-0 til Rumænien, og her var FCN-spillerne Alex Runarsson og Adam Órn Arnarson begge med fra start.