FCN har seks point mere end sidste år

Kategorier


Otte scoringer har FCN præsteret i de seneste tre kampe, så der har været god grund til jubel. (Foto: Boesenfoto.dk)

FCN har seks point mere end sidste år

Påskens udekamp mod SønderjyskE markerer starten på sæsonens sidste tredjedel, og mulighederne er vidt åbne for holdene i det tætte midterfelt

FC Nordsjælland har hentet 32 point i sæsonens første 22 spillerrunder, og det giver en øjeblikkelig 5. plads i Alka Superligaen inden starten på sidste tredjedel af sæsonen. Runde 22 er samtidig den anden milepæl i turneringen, hvor der afregnes TV-penge efter placering. Alle hold mangler nu kun én kamp mod hinanden, og i den meget tætte Alka Superliga kan der ske store rokeringer i slutspurten, idet der kun er ti point mellem Randers på 3. pladsen og OB på 10. pladsen. FC Nordsjællands hidtidige høst på 32 point er seks point højere end efter 22 kampe i sidste sæson, hvor FCN dog med en stærk slutspurt og 20 point i de sidste 11 kampe nåede op på 46 point i alt og en slutplacering i bedste halvdel. FCN har altså lige i øjeblikket 14 point op til sidste sæsons facit, men der skal sikkert flere end det til i den sidste tredjedel af sæsonen i år for at bevare status i den bedste halvdel. For FCN går det løs igen med udekampen mod SønderjyskE Påskelørdag, hvorefter OB gæster Farum Park søndag 12. april kl. 14. Kun fem af de 11 resterende kampe spilles i Farum Park, og da tigrene henter langt de fleste point foran eget publikum, vil det være meget vigtigt med en stor pointhøst i kampene i Farum Park mod OB, Silkeborg, Esbjerg, Hobro og i næstsidste runde søndag 31. maj mod FCM, der måske er dansk mester på det tidspunkt. Den eneste af de resterende hjemmekampe, der endnu ikke er endeligt fastsat spilletidspunkt på, er kampen i Pinsen mod Hobro. De øvrige kan du allerede nu krydse af i kalenderen, så du også kan følge tigrenes kamp for den bedst mulige slutplacering. Hvis FCN kan sætte en slutspurt ind magen til den i sidste sæson, er chancen for en bronzemedalje og billet til europæisk fodbold virkelig god. Det gælder om straks efter landskamppausen at holde fast i de gode takter fra de tre seneste kampe, hvor FCN hentede syv point og scorede otte mål, altså næsten tre mål i gennemsnit pr. kamp. Se et skema over FC Nordsjællands pointhøst efter 22 spillerunder i alle 13 sæsoner i Superligaen ved at klikke HER.