1. nederlag til U/19 mens U/17 vandt igen

Kategorier


Det var en flok skuffede U/19 spillere, der pustede ud efter lørdagens kamp og forgæves stormløb mod Randers-målet.

1. nederlag til U/19 mens U/17 vandt igen

U/17 fortsatte forårets sejrsstime med 5-3 over Randers, men U/19 tabte et skridt i jagten på DM med et skuffende 0-1 nederlag

U/19 Liga FCN-Randers 0-1 (0-0)
Mål: 0-1 64. minut Jeppe Mogensen Efter 14 kampe som ubesejret i U/19 Ligaen gik det galt for FCN i lørdagens hjemmekamp mod Randers, der forsvarede sig bravt kampen igennem og levede på giftige kontraangreb. Selv om de unge tigre vanen tro havde bolden langt det meste af tiden, kneb det med et dirke kronjydernes forsvar op. Især i 1. halvleg savnede FCN ideer og entusiasme nok til at skabe de helt store målchancer, men efter pausen kom der noget mere fart over FCN-spillet med de vante hurtige pasninger, der skabte åbninger på kanterne. Desværre blev de mange fine indspil ikke omsat i scoringer, og så gik det, som det ofte går i fodbold, hvis man ikke kender sin besøgelsestid. Noget der lignede et langt befriende spark fra Randers-forsvaret blev pludselig omsat til mål. Bolden dalede ned ved midtercirklen, hvor tre FCN-forsvarere alle tøvede med indgreb, og så hamrede gæsternes Jeppe Mogensen resolut til læderet, der sejlede i en høj bue over keeper Thomas Gall og i nettet til en heldig 1-0 føring for Randers Herefter blev resten af kampen et langt stormløb mod Randers-målet, men gæsternes målmand stod fortræffeligt, og parerede nærgående afslutninger fra både Adnan Mohammed og Emre Mor. Og et par gange manglede blot en tåspids i at prikke tværafleveringer i kassen tæt foran mål. Men det blev ved 1-0 til Randers, og en flok skuffede tigre måtte indkasserede sæsonens første nederlag, der også var et alvorligt tabt skridt i jagten på DM-titlen. FCN topper fortsat Ligaen, men FC Midtjylland er kun to point efter og har spillet to kampe færre. Cheftræner Morten Karlsen havde denne vurdering af kampen: – Det var skuffende, når vi kigger på os selv og sammenligner med, hvad vi normalt bringer i kampene. Der var for lidt energi fra start, og derfor får vi ikke sat tempo nok i spillet. Så er det svært at finde rum mod et velorganiseret hold som Randers. – Deres for lette mål er også et billede på vores kamp. Det har været selvforstærkende at være ubesejret, men nu har vi fået et gok i nødden, og så må vi tage det herfra og hurtigt finde tilbage i rytmen, siger Morten Karlsen. U/17 Liga FCN-Randers 5-3 (3-1)
Mål: 6. minut 1-0 Daniel Skov. 8. minut 2-0 Daniel Skov. 17. minut 3-0 Andreas Olsen. 26. minut 3-1 Mathias Ibsen. 50. minut 4-1 Jakob Johansson. 55. minut 5-1 Martin Frese. 79. minut 5-2 Tobias Damsgaard 80. minut 5-3 Kasper Mikkelsen. FCN fortsatte de gode takter fra de første to forårskampe og fik den tredje sejr i træk. Det hele var næsten afgjort efter godt et kvarters spil, hvor FCN på to mål af Daniel Skov og et af Andreas Olsen havde bragt sig foran 3-0. Den lynstart slog helt benene væk under Randers, der i de næste minutter let kunne have lidt yderligere overlast, hvis ikke de unge tigre langsomt havde slækket på koncentrationen i afslutningerne. Og da FCN også mod halvlegens slutning blev lidt for sløsede i forvaret, fik Randers i stedet reduceret til 3-1 ved pausen. Straks fra 2. halvlegs start satte FCN sig igen totalt på kampen, og Jakob Johansson og Martin Frese sørgede for en sikker 5-1 føring, før tigrene igen skruede ned for gassen og lod Randers pynte på resultatet med to helt unødvendige scoringer i kampens sidste minut og tillægstiden. FCN kæmper med Esbjerg om førstepladsen i U/17 Ligaen og er kun to point efter vestjyderne for en kamp mindre, så det ser godt ud, hvis FCN kan fastholde de fine forårstakter fra de første tre kampe. Cheftræner Kasper Kurland var dog ikke helt tilfreds efter kampen: – Vi starter rigtig fint med disciplin og hurtigt spil, og det giver lynhurtigt føringen på 3-0. Men så sniger der sig en form for tilfredshed ind, så Randers får reduceret, i stedet for at vi holder fast. – Historien gentager sig faktisk i 2. halvleg, så billedet af de to halvlege er det samme, 30 minutters koncentreret spil og 10 minutter med for lidt fokus. Nu må vi kigge fremad og få lært at spille to gange 40 minutter med fuld koncentration, siger Kasper Kurland. Både U/19 og U/17 har hjemmekamp igen i Påsken, idet AGF gæster Farum Park Påskelørdag 4. april. U/19 spiller kl. 13 og U/17 kl. 15.15 og der er fri entré, hvis man vil krydre Påsken med en god fodboldoplevelse.