Uheldigt nederlag til FCN i Viareggio Cup

Kategorier

x
Oversigt over stadion G.Bui under FC Nordsjællands kamp mod Fiorentina.

Uheldigt nederlag til FCN i Viareggio Cup

Bagud 0-2 mod Fiorentina kom FCN U/19 stærkt igen og fik udlignet, inden italienerne scorede sejrsmålet i 94. minut

FC Nordsjællands U/19 fik ikke det resultat, alle havde drømt om i åbningskampen mod gruppefavoritten Fiorentina, for italienerne vandt 3-2 på et vildt saksespark dybt inde i tillægstiden. Men FCN kan alligevel tage en masse positivt med sig fra kampen til de næste to gruppekampe mod Cremonese onsdag og Cesena fredag. – Lige nu er vi selvfølgelig meget skuffede over resultatet, selv om det ikke kan fjerne indtrykket af, at vi leverede en fin præstation mod en stærk modstander og viste høj moral ved at komme tilbage fra 0-2 til 2-2. Det gør bare Fiorentinas sejrsmål så langt inde i overtiden ekstra bittert. – Det får dog ikke lov at overskygge de gode ting, vi kan tage med os fra kampen, og turneringen er slet ikke slut endnu for vores vedkommende. Nu koncentrerer vi alt om at vinde de næste to kampe og så komme videre alligevel, lyder det fra cheftræner Morten Karlsen. FCN startede bedst mod Fiorentina og burde være kommer foran, men desværre fik Souheib Dhaflaoui ikke scoret på en stor chance skabt af Johannes Ritter. Og så slog italienerne til med scoringer i det 30. og 39. minut. Lige efter målet til 2-0 virkede de unge tigre en smule rystede, men de rejste sig flot igen og fik ny tro på tingene kort før pausen, da Viktor Tranberg reducerede til 1-2 efter en standardsituation, hvor forsvarskollega Andreas Skovgaard fik spillet glimrende på tværs i feltet. Bagud 1-2 ved pausen tog FCN for alvor taktstokken i 2. halvleg, og i det 52. minut gav det en friløber til Adnan Mohammed, men han blev fældet med en nødbremse, der fortjent kostede et rødt kort til den italienske spiller. Dermed var FCN i overtal resten af kampen, og der blev sat tryk på Fiorentina for udligningen. Og den kom fortjent i det 87. minut ved indskiftede Mikkel Song på oplæg fra Viktor Tranberg. Men så var det, at Fiorentinas Bangu slog til for anden gang i kampen med et lucky punch i det 94. minut, hvor han kastede sig bagud og fik saksesparket bolden helt op i målhjørnet til 3-2. I den anden kamp i FC Nordsjællands gruppe vandt Cremonese med 4-2 over Cesena. De to bedste hold fra hver gruppe går videre til ottendedelsfinalerne på mandag, så de unge tigre har stadig skæbnen i egne fødder.