Kasper Lorentzen stopper karrieren

Kategorier


Kasper Lorentzen med sit sidste mål, da han scorede til 2-0 den 30.november mod Brøndby. (Foto: Boesenfoto.dk)

Kasper Lorentzen stopper karrieren

29-årige Kasper Lorentzen lægger støvlerne på hylden efter en karriere, som har budt på alt for mange skader.

Det er netop skader, som har fået Lorentzen til at tage den endelige beslutning om, at fodbold på højeste plan nu er slut. – Jeg er faktisk rimelig afklaret omkring beslutningen, men jeg er også hamrende ærgerlig. Jeg trives i klubben, jeg elsker fodbold, og jeg er glad for at stå op hver morgen for tage i klubben. Men jeg er også træt af ikke at kunne præstere på topniveau, og jeg er træt af at have ondt hver dag. Jeg har ikke kunnet bidrage på højeste niveau i lang tid, og det vil jeg gerne kunne. – Jeg har selvfølgelig nogle helt fantastiske minder fra min tid med fodbold, hvor mesterskab og kampe i Champions League er noget, som står helt klart for mig. Men det er svært lige nu at kunne trække helt bestemte ting ud, men jeg er stolt over de ting, jeg har opnået. – Det er svært at forstå, at det nu er slut, og selvom jeg er afklaret, vil der sikkert komme et tidspunkt, hvor der vil opstå et tomrum. Nu skal jeg bruge noget tid på at finde ud af, hvad der skal ske i fremtiden og ikke mindst vænne mig til den nye situation, hvor træning hver dag ikke bliver det vigtigste, fortæller Kasper Lorentzen. Kasper Lorentzen kom til FC Nordsjælland i januar 2012, og var med til et halvt år senere, at spille klubbens første mesterskab i hus, hvor han bl.a. scorede det vigtige sejrsmål på Brøndby stadion i næstsidste runde. Lorentzen fik også sat sit aftryk på FCNs præstation i UEFA Champions League, da han scorede mod Shakhtar Donetsk og leverede en flot assist på Stamford Bridge mod Chelsea. Best. Formand Allan K. Pedersen: – Det er på ingen måde en nyhed, vi med glæde kan melde ud, og vi føler i den grad med Kasper. Han har altid været en spiller som har vist et enormt højt niveau, og så har Kasper en personlighed, vi vil savne på banen, men også udenfor banen. Vi har dog også respekt for, at Kasper nu siger stop, da hans krop ikke længere kan følge med. Vi siger dog ikke farvel endnu til Kasper, da han har kontrakt et halvt år mere, hvor han skal bruge tiden på at finde ud af, hvad fremtiden skal byde på, fortæller Allan K. Pedersen. Kasper Lorentzens kontrakt udløber til sommer, og Lorentzen vil stadig have sin faste gang i FC Nordsjælland, mens han finder ud af, hvad fremtiden skal stå på. Selv om skader har holdt Kasper Lorentzen ude af kamp i flere perioder i de tre år, han har spillet for FCN, er det blevet til 54 kampe med tigeren på brystet og 13 scoringer. De fire af målene er scoret i efteråret, hvor det blev til 13 kampe for FC Nordsjælland i Superligaen. I 2012 nåede Kasper Lorentzen at repræsentere FCN på Danmarks A-landshold, og han har derfor også en plads på FC Nordsjællands Wall of Fame.