God tur til Hamburg for U/14 og U/15

Kategorier

God tur til Hamburg for U/14 og U/15

FCN/Farum Elite U/14 og U/15 holdene blev i weekenden udfordret på højeste niveau med træningskampe mod Sønderjyske og HSV

På vej mod Hamburg spillede FCN/Farum Elite U/14 og U/15 en kamp mod SønderjyskE i Haderslev. U/14 lagde stærkt ud med at vinde 10-2, mens U/15 holdet vandt 4-1. Efter kampen kørte holdene til Hamburg, hvor der var overnatning. Efter en god nats søvn var holdene klar til at møde HSV U/14 og U/15. Kampene blev spillet på fine græsbaner for årstiden, og det blev også et par virkelig gode kampe på højt ungdomsniveau. I U/14 kampen satte HSV de unge tigre under pres fra starten, og der skulle et par gode målmandsaktioner og træværket til for at holde værterne fra scoring i kampens første kvarter. Derefter var kampen mere lige, og FCN/Farum Elite var til gengæld mere effektiv og scorede to gange inden pausen efter flotte kombinationer. I 2 halvleg reducerede HSV på et straffespark og efter en flot indsats, hvor holdet arbejdede stenhårdt, lykkedes det U/14 holdet at vinde kampen 2-1. U/15 holdet blev også sat under pres fra starten af et godt HSV hold, der blandt andet var i finalen i Brøndby Cup sidste år. U/15 holdet stod dog godt imod og overtog mere og mere kontrollen af kampen. Ved slutningen af 1.halvleg var stillingen 2-0 til FCN, og tigrene havde endda 2-3 oplagte scoringsmuligheder, der ikke blev udnyttet.  I 2. halvleg var FCN/Farum Elite i fuld kontrol og scorede derudover 2 mål som cementerede den flotte indsats. – Det er en fornøjelse at se vores drenge være så fokuserede både på og udenfor banen. Drengene har været virkelig gode til at forberede sig til disse kampe mod HSV. Det er en særlig øvelse at hvile, spise og drikke rigtigt, når du er på en længere bustur og skal spille kamp samme dag og ovenikøbet dagen efter endnu en kamp. – Det tegner jo rigtigt godt i forhold til, at mange af vores U/15 spillere næste år skal indgå i U/17 truppen, hvor netop disse længere ture er en del af deres hverdag i turneringsfasen, siger FCN Akademichef, Lars Hallengreen, der deltog på turen. – Vi er også kommet længere både spillemæssigt og fysisk, hvilket især U/15 holdets klare sejr på 4-0 over HSV viser. Her så man, at det hårde arbejde, drengene laver til hverdag med de fysiske trænere og trænerteamet, virkelig har givet pote. Også vores U/14 hold udvikler sig rigtigt godt og har et stadig bedre udtryk også på banen. – Det er jo fantastisk,  at U/14 holdet i år allerede midt i februar har spillet kampe mod Roma, Milan, Atalanta, OB, Brøndby, Brommapojkarna, FCK og HSV. Det giver virkelig mulighed for at rykke holdet, hvilket også er sket i de seneste måneder. Det kunne ses i kampen mod HSV., siger Lars Hallengreen.