FCN har stadig en lille chance i Viareggio Cup

Kategorier


FCN holdet led endnu et skuffende nederlag på 2-3 med mål imod sig langt inde i tillægstiden.

FCN har stadig en lille chance i Viareggio Cup

Efter endnu et skuffende 2-3 nederlag på et mål i overtiden er FCN U/19 opsat på at rejse sig i sidste gruppekamp i morgen

Det har været en svær dag for FC Nordsjællands unge tigre i Italien. De ømmer sig stadig over endnu en knuser i går, hvor FCN ellers lå til at vinde den vigtige gruppekamp mod Cremonese i Viareggio Cup. Men trods føring på 2-0 efter en halv time måtte FCN igen se sig slået 2-3 på et mål i 93. minut. Trods nederlaget har FCN dog fortsat en spinkel chance for at slippe videre fra gruppen på en andenplads, men det kræver ikke blot, at FCN selv slår Cesena i sidste gruppekamp i morgen kl. 15. Cremonese skal samtidigt vinde over Fiorentina, hvis det skal lykkes for FCN. – Vi vil selvfølgelig gøre alt for at spille vores chance, selv om den ikke er stor. Spillerne er ved at rejse sig igen efter skuffelsen i går, og selvfølgelig tror vi meget på, at vi selv kan vinde over Cesena, men det er sværere at tro på hjælp fra Cremonese, der nærmest er sikret videre deltagelse. – Det vigtigste for os lige nu er at holde fokus på os selv og på at få en sejr efter de to skuffelser, hvor modstanderne begge gange har scoret i 3. minuts tillægstid. Vi var i fuld kontrol i hele 1. halvleg mod Cremonese, og alt så godt ud ved pausen. Men vi spillede på en rigtig mudderbane, og det kostede kræfter. Cremonese formåede at gøre 2. halvleg til en kamp med mange dueller og fysisk spil, og desværre stod vi ikke distancen, lyder det fra U/19 træner Søren Krogh. FCN fik ellers en drømmestart, da Souheib Dhaflaoui efter kun fire minutter scorede til 1-0, og i det 36. minut øgede Benjamin Lund til 2-0. Fra 2. halvlegs start kom Cremonese med noget mere power, og FCN-spillet strandede i mudderet. Italienerne fik reduceret i 66. minut og udlignet i det 82. minut. Umiddelbart efter fik FCN en gylden chance for igen at komme foran på et straffespark, men det blev desværre brændt. Og så blev dukkerten total, da Cremonese i 93. minut fik scoret til 3-2. Da Cesena i den anden kamp vandt 2-0 over Fiorentina, er stillingen i gruppen er nu, at Cremonese har 6 point, mens Cesena og Fiorentina har 3 og FCN 0. Vinder Cremonese over Fiorentina, mens FCN slår Cesena, vil tre hold slutte lige med 3 point hver, og så er den samlede målscore i gruppen være afgørende.