Farvel til en kulturbærer

Kategorier


Søren Christensen har spillet 233 kampe med tigeren på brystet. (Foto: Boesenfoto.dk)

Farvel til en kulturbærer

Søren Christensen har afsluttet en lang og flot karriere hos FCN og fortsætter nu i norske Haugesund.

Søren Christensen kom til FCN i sommeren 2006 fra LFA, og siden er det blevet til 233 kampe og 22 mål med tigeren på brystet. Søren C. er dermed den spiller med næstflest kampe for FC Nordsjælland, og han har en hædersplads på FCN Hall of Fame. Gennem alle otte år i FC Nordsjælland har Søren Christensen været en tro klubmand med den helt rigtige FCN DNA, så det er virkelig en kulturbærer, der nu har sagt farvel med ønsket om i en alder af 28 år også at opleve at spille fodbold udenfor Danmarks grænser. Og han har netop fundet sin nye klub og er startet i norske FK Haugesund, hvor Søren også bliver klubkammerat med en anden tidligere FCN-spiller Christian Gytkjær. Jan Laursen fra FC Nordsjællands sportslige ledelse siger: – Der skal lyde en kæmpe tak til Søren for hans indsats gennem mange år i FCN. Han har på mange måder være et symbol på klubbens udvikling, hvor det hårde arbejde har givet udvikling og resultat både for ham selv og klubben. – Hans seriøsitet, dedikation og menneskelige egenskaber vil stå som et forbillede for vores mange unge spillere, der har haft fornøjelsen af at have trænet og spillet sammen med ham. Og så glæder vi os over, at han ikke er ældre, end at der kan være mulighed for at se ham tilbage i FCN regi, når han en gang vender tilbage til Danmark, lyder det fra Jan Laursen Højdepunkterne i Søren Christensens lange karriere hos FC Nordsjælland har været mange, og især husker vi Søren Christensens sejrsmål til 3-2 i pokalfinalen mod FC Midtjylland i 2011 samt hans markante rolle på holdet på vejen mod DM-guldet i 2012. Ligesom mange af de øvrige spillere fra guldholdet får Søren Christensen nu chancen i udlandet, og FC Nordsjælland takker den altid loyale klubmand for indsatsen gennem alle årene og ønsker held og lykke fremover. FCN vil i samarbejde med Søren C. forsøge at finde et en kamp i fremtiden, hvor Søren Christensen kan sige farvel til hjemmepublikummet.