Ólafur om afgangen af AC og Runje
FC Nordsjælland har solgt Anders “AC” Chrstriansen til Chievo Verona og udlejet Ivan Runje til cyoriotisk fodbold i begyndelsen af 2015. Her fortæller Ólafur Kristjánsson, hvordan han ser på afgangene af de to spillere.
Superliga-truppen er her tre uger inde i 2015 blevet to spillere fattigere efter salget af Anders “AC” Christiansen og udlejningen af Ivan Runje. Her fortæller Ólafur Kristjánsson, hvordan han ser på de to afgange. – Først og fremmest er jeg rigtig glad på AC’s vegne over, at han har fået chancen for at komme ud og prøve sig af i en af Europas store ligaer. AC spillede et forrygende efterår, og derfor er det fortjent, at han tager skridtet ud i Europa. Jeg er dog fortrøstningsfuld i forhold til det spillermateriale, vi har, og i truppen har vi allerede dygtige spillere, der kan dække pladsen. Men der bliver også arbejdet i kulissen på muligheden for at finde et supplement uden for egne rækker til den position. Det har vi dog ikke lagt os endeligt fast på endnu. – På centerforsvars-positionen kigger vi også i øjeblikket både på de unge, dygtige spillere, vi har til rådighed i truppen og på U/19-holdet, men også på eventuelle emner, der kunne gå ind og skærpe konkurrencen ved siden af Pascal Gregor og Andreas Maxsø.