Marcondes: Stort at være med på U/21

Kategorier

Marcondes: Stort at være med på U/21

Emiliano Marcondes er for første gang blevet udtaget til U/21-landsholdet, der på mandag drager til Tyrkiet. Det bliver en stor oplevelse for 19-årige Marcondes, der forventer en lærerig tur, hvor han kan prøve sig af på et højt niveau.

Emiliano Marcondes har både været med på U/17, U/18, U/19 og U/20-landsholdet, og nu er den 19-årige FC Nordsjælland-spiller også blevet udtaget til U/21-landsholdet. – Det er stort at være udtaget til U/21-landsholdet. Det er altid specielt at være en del af de bedste i sin årgang, og jeg glæder mig rigtig meget til at prøve mig af på det her niveau. – Jeg skal først og fremmest ned og lære af de andre. Der er rigtig mange gode spillere med på holdet, men jeg vil naturligvis også gerne vise mig frem. Vi har en masse træningspas og to kamper, hvor jeg vil give den fuld skrue.