Karlsen: Viareggio bliver optimal læring for U/19

Kategorier


U/19 trænerne Morten Karlsen og Søren Krogh får testet truppen på højeste plan i den store internationale turnering i Italien.

Karlsen: Viareggio bliver optimal læring for U/19

FC Nordsjælland spiller i morgen tirsdag kl. 12.30 en træningskamp i Farum Park mod HB Køge for holdet, der skal til Viareggio Cup i Italien i næste uge

På lørdag er der afgang til Italien for FC Nordsjællands trup til den store internationale turnering Viareggio Cup for U/20 mandskaber. Her åbner FCN turneringen med en kamp mod Fiorentina. Den spilles på Opening Day for Viareggio Cup mandag 2. februar kl. 17.30, og den vil blive sendt direkte i italiensk TV. FC Nordsjælland forbereder sig til opgaven med en sidste kamptest i morgen tirsdag kl. 12.30 i Farum Park mod HB Køge, og U/19 cheftræner Morten Karlsen ser frem til både turneringen i Italien og en god test mod HB Køge: – Vi stiller med en trup baseret på U/19 i Viareggio Cup kun tilsat et par spillere fra Superligatruppen, og turneringen bliver dermed optimal læring for U/19 holdet med henblik på forårets forsvar af førstepladsen i Ligaen. – Vi prøver med kampen mod HB Køge at give holdet den bedst mulige kamptræning før strabadserne i Italien, og da de fleste spillere normalt spiller sammen på U/19, kender de også deres roller i forvejen. Jeg ser det derfor mest som en finpudsning af formen, inden vi tager afsted, siger Morten Karlsen. FCN stiller med følgende hold fra start mod HB Køge: Alex Runarsson – Mads “Mini” Pedersen, Andreas Skovgaard, Viktor Tranberg, Daniel Thorup – Christian “TK” Køhler, Mathias Jensen, Lucas Haren, Johannes Ritter, Souheib Dhaflaoui og Adnan Mohammed. På bænken har FCN Thomas Gall, Benjamin Lund og Sander Henriksen. De øvrige U/19 spillere, der skal med på turen til Italien, spiller tirsdag aften suppleret med enkelte U/17 spillere en træningskamp mod Avarta kl. 17.45 i Farum Park. 32 klubber deltager i Viareggio Cup, og FCN kom ved lodtrækningen i gruppe 4 og møder Fiorentina og Cesena, der begge spiller i Serie A samt Cremonese fra den tredje bedste italienske række.