Ingvartsen: U/21 bliver spændende at prøve

Kategorier


Marcus Ingvartsen forlængede kort før jul sin kontrakt med FCN til sommeren 2018. (Foto: Boesenfoto.dk)

Ingvartsen: U/21 bliver spændende at prøve

Kun lige fyldt 19 år kan Marcus Ingvartsen se frem til en tur til Tyrkiet med det kommende U/21 landshold

Søndag 4. januar kunne Marcus Ingvartsen fejre sin 19 års fødselsdag, og kort før jul tog han forskud på glæderne med en forlængelse af sin kontrakt med FC Nordsjælland helt frem til sommeren 2018. Det er derfor med masser af gnist, at Superligatruppens yngste mand ser frem til forårssæsonen. Og der venter Marcus Ingvartsen en meget travl optakt med tre udlandsture i de kommende fire uger. Marcus Ingvartsen har nemlig som den eneste årgang 96 spiller fået valg til fremtidens U/21 landshold, der på mandag tager afsted til Tyrkiet på træningslejr med landstræner Jess Thorup. Her får Ingvartsen selskab af klubkammeraterne Andreas Maxsø, Pascal Gregor og Emiliano Marcondes. – Det bliver rigtig spændende at prøve at være med omkring det kommende U/21 landshold. Man får lært helt nye spillere at kende og en anden trænerstab. Jeg ser det som et stort skulderklap at komme med på den tur sammen med de lidt ældre drenge. – Jeg går ind til det med fokus på at få vist, hvad jeg kan bidrage med. Indtil U/14 var jeg vant til altid at spille mod og med ældre årgange, så det er ikke noget, der afskrækker. Det bliver også dejligt at komme til at spille kampe igen, selv om de to kampe på turen ikke er officielle U/21 landskampe. Man bliver matchet på en god måde, siger Marcus Ingvartsen.  U/21 landsholdet vender retur fra Tyrkiet den 28. januar, og kun tre dage senere er der afgang til Italien for FC Nordsjælland til den store internationale U/20 turnering Viareggio Cup, og i forlængelse af den venter FC Nordsjællands egen træningslejr i Tyrkiet frem til midt i februar. Marcus Ingvartsen var i sommeren 2014 sat ud af spillet med en meniskskade i højre knæ, og det meste af efteråret gik med en vellykket genoptræning, og nu høster han frugterne af det hårde slid. Han vendte i oktober tilbage med først et par kampe på FC Nordsjællands U/19 ligamandskab og siden U/19 landsholdet, inden det også blev til to kampe for FCN i Superligaen. – Det var nogle hårde måneder, hvor jeg kæmpede mig tilbage efter skaden, men det var det hele værd, og jeg ser de kommende udfordringer som et produkt af det arbejde. Der bliver rigeligt at se til i de næste uger, men jeg har ingen problemer med knæet. Vi holder selvfølgelig nøje øje med, at det ikke bliver overbelastet, men jeg føler, at det er helt i orden nu, siger Marcus Ingvartsen. Med hele fire spillere i Danmarks U/21 trup, er FC Nordsjælland den klub, der har flest med på turen til Tyrkiet.