FCN takker Nordstrand for indsatsen

Kategorier


Morten Nordstrand vil aldrig blive glemt for sit ikoniske sakseparksmål mod FC København – foto: boesenfoto.dk

FCN takker Nordstrand for indsatsen

FC Nordsjælland og Morten Nordstrand siger farvel til hinanden ved udløbet af den nuværende kontrakt til nytår, og Nordstrand spillede dermed sin sidste kamp med tigeren på brystet i Esbjerg mandag aften.

Jan Laursen fra den sportslige ledelse udtaler: – ’Nord’ har over flere omgange været en yderst afgørende spiller hos os, og han har altid ageret enormt professionelt på og uden for banen. Vi tager afsked med en spiller som for altid vil have skrevet sig ind i klubbens historie med mange mål og kampafgørende aktioner, hvor specielt den smukke scoring på saksespark mod FCK er printet ind på nethinden, fortæller Jan Laursen. 31-årige Morten Nordstrand har spillet for FC Nordsjælland af tre omgange, og i alt er det blevet til 114 kampe og 34 mål i FCN-trøjen og dermed en plads på FC Nordsjællands Wall of Fame over spillere med mere end 100 kampe for klubben. ”Nordstjernen” blev tændt for første gang i 2006, hvor Morten Nordstrand tog hele Farum Park med storm i sin debut, da han scorede to gange i 5-0 sejren over Randers i sæsonpremieren. De takter fulgte Hundested-drengen op på fornemste vis i resten af sæsonen, hvor han blev FC Nordsjællands hidtil eneste topscorer for Superligaen med 19 mål. Den bedrift tændte også FCK, der købte Morten Nordstrand i sommeren 2007. I foråret 2011 var Nordstrand tilbage i FC Nordsjælland på et ½ års lejekontrakt, og han var med, da FCN for andet år i træk vandt pokalfinalen i Parken over FC Midtjylland. Nordstrand vendte først tilbage til FCN på permanent basis i sommeren 2012, og det er den 2½ årige kontrakt, der nu udløber. Nordstjernens tredje ophold i Farum Park har ikke resulteret i helt samme måleksplosion, som det første. Han vil dog for altid være legendarisk i Farum Park for den saksesparksscoring, han lavede mod FCK i starten af sidste sæson. Den helt fantastiske scoring blev kåret som årets mål i dansk fodbold 2013, og er måske det bedste mål, der nogensinde er scoret i Danmark. I denne sæson er det blevet til 13 kampe i Superligaen og en enkelt pokalkamp, men spilletiden har med den hårde kamp om pladserne hos FCN været beskeden. Langt de fleste kampe er som indskifter i efteråret. Morten Nordstrand ser sig nu om efter et sted med udsigt til mere kamptid, men han vil altid huske FC Nordsjælland med glæde: – Jeg har været super glad for min tid i klubben af flere omgange. Det var FC Nordsjælland, der i sin tid gav mig chancen på højeste plan, og som FCN-spiller har jeg både prøvet at blive Superliga-topscorer, komme på landsholdet, vinde en pokalfinale og få sølvmedaljer. Og så var der jo også årets mål, så der er nok af højdepunkter at se tilbage på. – Der har været perioder med skader, men langt det meste har været positivt, og jeg vil huske min tid i FCN med stor glæde. Jeg vil også gerne sige tak til alle de folk i klubben, der har behandlet mig så godt og til alle de, jeg har spillet sammen med gennem tiden. Og en speciel tak til klubbens fans, som altid har taget godt imod mig. Jeg håber, det en dag passer ind, så jeg kan komme i Farum Park og sige rigtigt farvel til dem alle, siger Morten Nordstrand. FC Nordsjælland takker Morten Nordstrand for en altid dedikeret indsats med tigeren på brystet, og FCN-fansene vil huske hans mange mål og den klubånd, han altid har udvist. Morten Nordstrand ønskes al mulig held og lykke fremover fra alle med FC Nordsjælland som DNA, og der vil blive arbejdet på at tage en afsked med Nordstrand til foråret, når han har fået sit eget program på plads.