FCN besøgte Nordsjælland Hospital

Kategorier


FC Nordsjælland besøgte tirsdag børneafdelingen på Nordsjællands Hospital – foto: fcn.dk

FCN besøgte Nordsjælland Hospital

Superligaen er netop blevet kåret til den liga i Europa, som tager det største sociale ansvar langt foran de største ligaer, hvor budgetterne er langt større.

For FC Nordsjælland er det vigtigt at kunne bidrage og hjælpe i regionen, om så det er autografskrivning til åbning af et nyt klubhus, kunstgræsbane eller som når flere spillere besøger Nordsjællands Hospital til alt fra motionsløb, fastelavn eller julehygge. Og tirsdag besøgte anfører Patrick Mtiliga, Kasper Lorentzen, Søren Christensen og Martin Vingaard sammen med Timba børneafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød. – Det er faktisk en stor læring at besøge børneafdelingen, for her ser vi, at selv små ting fra vores side af skaber stor glæde hos nogle, som kan have det svært, om det er et brækket ben eller noget, der er langt værre. Vi kæmper faktisk internt i truppen om, hvem der får lov til at tage med op på hospitalet og deltage, fortæller Martin Vingaard. Glæden var da også gengældt fra de børn som var til stede på børneafdelingen. Der blev skrevet autografer, delt gaveposer og øvet tricks med spillerne. FC Nordsjælland siger tak for endnu et hyggeligt besøg, og vi glæder os til fastelavn.