U/19 lammetævede FCK med 5-0

Kategorier


FCN U/19 har haft masser at juble over i dette efterår.

U/19 lammetævede FCK med 5-0

– Det er den bedste kamp, vi har spillet i denne sæson, lyder det fra U/19 træner Morten Karlsen. U/17 fik sejrsstimen brudt af FCK

Udover den målløse kamp mod FCK i Superligaen i går mødte FC Nordsjælland også FCK på både U/19 og U/17 plan i denne weekend. U/19 havde besøg af FCK i Farum Park fredag aften, og tigrene leverede en pragtpræstation og holdt målfest med en storsejr på 5-0. Lørdag fik FCK på hjemmebane så en lille revanche med sejr på 2-1 i U/17 ligaen over FCN, der dermed fik brudt den lange stime på syv sejre i træk. Både FC Nordsjællands U/19 og U/17 mandskaber er på andenpladsen i deres respektive rækker efter henholdsvis FC Midtjylland og Esbjerg. U/19 Liga: FCN-FCK 5-0 (2-0)
Mål: 12. minut 1-0 Mathias Hebo, assist Andreas Skovgaard. 31. minut 2-0 Souheib Dhaflaoui, assist Adnan Mohammed. 62. minut 3-0 Adnan Mohammed, assist Oscar Hartkopf. 75. minut 4-0 Sander Henriksen, assist Soheib Dhaflaoui. 76. minut 5-0 Souheib Dhaflaoui. FC Nordsjælland holdt i den grad målfest i Farum Park fredag aften, da FCK kom på besøg. De gæstende københavnere blev lammetævet 5-0 i en kamp, hvor FCN spillede på alle tangenter. Maser af dynamik og flotte mål, hvoraf målet til 2-0 var perlen over dem alle. FCN satte sig på kampen fra første fløjt og diskede op med opfindsomt angrebsspil, og det gav bonus allerede i det 12. minut med et føringsmål, men det var scoringen til 2-0, der for alvor stjal billedet. Det var et pragtmål, hvor Souheib Dhaflaoui afsluttede et mønsterangreb efter en frispilning med hælen fra Adnan Mohammed. Se målet HER FC Nordsjælland gik til pausen med en fortjent føring på 2-0, og sejren blev sikret endeligt midt i 2. halvleg med endnu tre scoringer indenfor et kvarter, og træner Morten Karlsen havde det helt store smil fremme efter 5-0 sejren: – Det var vores bedste kamp i denne sæson. Vi spillede med stor dynamik i 90 minutter, og jeg har sagt til drengene, at de nu har sat barren højt. Sådan kan vi selvfølgelig ikke spille hver gang, men vi ved nu, hvad potentialet er, og vi skal jagte de gode præstationer og tre point hver gang. – Igen så vi også en spiller komme ind fra bænken og score. Det er vigtigt og viser, at vi har en bred og stærk trup, så vi også kan skifte ud på flere positioner, uden at det går ud over spillet. Hele miljøet er godt, lyder det fra Morten Karlsen. U/19 har tre kampe tilbage før vinterpausen, og næste opgave er hjemmekamp mod Brøndby tirsdag 25. november. U/17 Liga: FCK-FCN 2-1 (0-0) Efter en målløs 1. halvleg kom FCN foran 1-0 på et fantastisk mål af Jakob Johansson. Han afdriblede en modstander på baglinjen og nærmest krøllede bolden i nettet fra noget nær nul grader. FCK stod kampen igennem solidt i deres 4-4-2 system og ventede på omstillinger og standardsituationer. Og netop den taktik lykkedes for FCK på hjemmebanen, hvor københavnerne først fik udlignet på et frisparksindlæg og scoret sejrsmålet til 2-1 på et kontraangreb med kun fem minutter igen. Stort set de eneste FCK-forsøg i hele kampen, men altså nok til at bryde FC Nordsjællands flotte sejrsstime på syv kampe i træk. – Vi må bare tage læringen med os videre i turneringen og op på hesten igen hurtigst muligt, siger U/17 træner Kasper Kurland. Næste kamp for FCN U/17 er hjemme mod Brøndby på lørdag 15. november kl. 13.00.