Sejr til både U/19 og U/17 over OB

Kategorier


U/19 trænerne Morten Karlsen og Søren Krogh kunne lørdag tilføje endnu en flot sejr til listen.

Sejr til både U/19 og U/17 over OB

For FCN U/17 var det 7. sejr i træk, og holdet fører nu Ligaen, og U/19 er fortsat ubesejret på en andenplads

FC Nordsjællands ungdom er nærmest flyvende i denne sæson og dominerer både U/17 og U/19 ligaerne, efter at begge hold i lørdags besejrede OB i Farum Park. U/19 vandt 4-1, og holder dermed andenpladsen i rækken efter 8 spillerunder  og er fortsat ubesejret. U/17 vandt 3-2 over OB og er efter 7  sejre i træk på førstepladsen. U/19 Liga: FCN-OB 4-1
Mål:15. minut 1-0 Souheib Dhaflaoui. 72. minut 2-0 Lucas Haren. 79. minut 3-0 Christian “TK” Køhlert (straffe). 85. minut 4-0 Sander Henriksen. 93. minut 4-1. FC Nordsjælland spillede en rigtig flot 1. halvleg, og 1-0 føringen ved pausen var alt for lille efter spil og chancer, for FCN var totalt dominerende. Da det ikke lykkedes at score yderligere, kom gæsterne fra OB i stedet ud til 2. halvleg med tro på, at kampen kunne vendes. Den lå derfor på vippen i meget lang tid, før det godt midtvejs i 2. halvleg lykkedes FCN at score til 2-0. Lidt efter blev det 3-0 på straffespark begået mod Mikkel Song Hansen, der pådrog sig en hjernerystelse i sammenstødet med OB-keeperen, så FCN måtte spille færdig med 10 mand, da alle udskiftninger var opbrugt. FCN kom dog trods undertal også på 4-0, inden fynboerne fik et trøstmål i tillægstiden, og træner Morten Karlsen kan nu se tilbage på otte kampe som ubesejret i U/19 Ligaen: – Det er fantastisk og meget selvforstærkende. Jeg var især glad for spillet i 1. halvleg, for det var flot. Holdet spillede med stor tålmodighed og fandt rummene til at skabe mange målchancer. Desværre udnyttede vi kun den ene. – Og så må vi lade OB, at de kom anderledes ud til 2. halvleg og spillede deres chance, så kampen reelt først blev afgjort med vores scoring til 2-0. Jeg må også rose spillerne for den dedikation, de viste med spirit i slutfasen, hvor vi i et kvarter måtte spille 10 mod 11, siger Morten Karlsen. U/19 spiller allerede hjemme igen på fredag kl. 19.00 mod FCK, da de to klubber bytter hjemmebane og spiller i Farum Park nu, hvor græsbanerne ikke tåler slidtagen, mens forårets kamp i stedet spilles på Frederiksberg. U/17 Liga FCN-OB 3-2 (2-1)
Mål: 8. minut 0-1. 19. minut 1-1 Niklas Toft Kristiansen. 31. minut 2-1 Jakob Johansson. 60. minut 2-2. 71. minut 3-2 Nicklas Strunck Jacobsen. FCN-spillerne var i sprudlende spillehumør og skabte en masse målchancer, men OB-keeperen havde en fantastisk dag og reddede det mest utrolige. OB kom stik mod spil og chancer foran, men heldigvis slog det ikke tigrene ud, og de fik vendt kampen inden pausen. Da det trods mange målchancer ikke lykkedes at øge føringen fra 2. halvlegs start, slog gæsterne i stedet til med en udligning midtvejs i 2. halvleg. Heldigvis fortsatte FCN med at trykke på og fik fortjent sejrsmålet med små ti minutter igen og dermed den 7. sejr i træk. Det er aldrig sket tidligere i klubbens historie, at U/17 Liga har vundet syv kampe i træk, og træner Kasper Kurland har naturligvis kun grund til smil: – Ikke så meget for de mange sejre i træk, men for det udtryk i spil og attitude, som spillerne leverer på banen. De skal udstråle det, der er vores klubværdier, og det gør de i høj grad. Drengene elsker at vinde og lave mål, og de behøver ikke ekstra motivation. – Udvikling på den lange bane er det vigtigste. det betyder mere end sejrene, og det er alle drengene klar over, så de arbejder hårdt videre på at gøre det endnu bedre. Og hver kamp har sin historie, så vi har altid noget nyt at fokusere på, siger Kasper Kurland. Næste opgave er udekamp mod FCK på lørdag kl. 13.00, og der skal arbejdes hårdt for at få endnu en sejr til den imponerende stime.