Ólafur: Vi ser først på pladserne

Kategorier


Ólafur Kristjánsson har fået lidt ekstra at tænke over med fire spillere i karantæne til næste kamp. (Foto: Boesenfot.dk)

Ólafur: Vi ser først på pladserne

Med hele fire mand i karantæne til udekampen mod OB skal posen rystes lidt ved holdsætningen, men FC Nordsjællands trænerteam tager det bare som en udfordring

– Som træner har man altid valget mellem at rotere meget, så mange spillere hele tiden holdes i kamp, eller at spille med en mere stabil opstilling. Vi har valgt stabilitet, men selv om vi har fire mand i karantæne til kampen mod OB, ser jeg det ikke som et problem men som en udfordring. Sådan lyder det fra FC Nordsjællands cheftræner Ólafur Kristjánsson omkring holdsætningen til næste kamp på udebane mod OB, hvor både Mario Ticinovic, Martin Vingaard, Ivan Runje og Morten Nordstrand alle skal afsone karantæne efter kaskaden af gule kort i FCK-kampen. – Vi vælger først og fremmest at se på pladserne og ikke på navnene. Vi skal have de spillere ind, der passer til pladserne, som skal udfyldes efter de karantæneramte, og her giver en del sig selv. Søren C kommer retur fra karantæne, og Nord har jo ikke været en del af startformationen på det seneste. – Selv om vi har valgt stabilitet frem for rotation, har jeg fuld tillid til de spillere, der kommer ind. De må gå ind og gribe deres chance. Alle kampe i den jævnbyrdige Superliga er svære, og det bliver kampen i Odense også. Hver kamp har sit liv, siger Òlafur Kristjánsson. Selv om alle var skuffede efter den målløse kamp mod FCK, hvor FCN spillede i overtal i en time, kan det ene point godt bruges positivt fremadrettet: – Isoleret set er uafgjort mod FCK ikke noget dårligt resultat, som man havde stillet sig tilfreds med 11 mod 11. Og selv om vi blev en mand i overtal, er det ikke let at spille mod et så rutineret og disciplineret hold som FCK, der stillede sig ned for at slå til på omstillinger og standardsituationer. – Vi kom lige fra et par kampe, hvor vi havde begået vold mod os selv med et sent selvmål i den ene og en udvisning i den anden. Og derfor blev vi nok lidt for forsigtige til at udnytte situationen optimalt, vurderer Ólafur Kristjánsson.