Målrettet Petry: Alt går efter planen

Kategorier

Målrettet Petry: Alt går efter planen

Lasse Petry er i fuld gang med sit genoptræningsprogram, efter han gennemgik en menisk-operationi slutningen af september måned. Alt går efter planen, og Petry gør fremskridt dag for dag. Nu glæder han sig bare til, at han kan komme ud og træne i Farum Park igen.

– Det hele går efter planen. Jeg cykler hver dag i en halv time cirka, og derefter går jeg ellers i gang med styrketræningen i maskinerne. Lige nu er jeg gået igang med et nyt træningsprogram, der bygger på nogle anderledes metoder, hvor man lukker delvist af for blodtilførslen til musklerne. Det gør, at man får større effekt af sin træning af musklerne, selvom man ikke belaster musklen med så mange kilo, som man plejer. – Nu tænker jeg bare rigtig meget på, hvor fedt det bliver at komme tilbage på træningsbanen. Hvis alt går efter planen, kan jeg måske komme ud og lave lidt tekniske øvelser allerede i starten af december, og ellers håber jeg på, at jeg kan være klar til at træne med så småt, når de andre kommer tilbage fra ferie i det nye år.