Højdramatiske kampe mod FCK i Farum Park

Kategorier


Alle husker tydeligt Morten Nordstrands fantastiske saksesparksmål til 2-2 mod FCK for godt et år siden. Årets mål i dansk fodbold og måske det bedste nogensinde. (Foto: Boesenfoto.dk)

Højdramatiske kampe mod FCK i Farum Park

I de seneste fem sæsoner har FC Nordsjælland og FCK delt mange af pokalerne i dansk fodbold mellem sig, og den interne rivalisering har givet en række opgør med høj tænding.

Der er stemning og fest på tilskuerpladserne, og humøret har ofte skiftet mellem de to lejre i de syv udgaver af denne denne nyklassiker mellem FCN og FCK  i Farum Park siden 2009. FCN har vundet tre gange og det samme har FCK, mens en enkelt kamp er endt uafgjort. Se alle matchfacts i bunden af denne artikel. Der er mange mindeværdige øjeblikke for FC Nordsjællands fans. Hvem husker ikke Mikkel Beckmanns perletræffer til 1-0 sejren i maj 2012. Det var i den kamp, FCN for alvor satte kurs mod mesterskabet. Højintenst drama var der også året efter, da guld- og sølvdansen sluttede 3-2 i favør af FCK efter en kamp, der bølgede frem og tilbage i en udsolgt Farum Park. I sidste sæson var FCK gæst i ”Farum Forlystelsespark” to gange, og fra det første møde i 4. spillerunde husker hele fodbold Danmark for altid Morten Nordstrands fantastiske saksespark, der gav udligning til slutresultatet 2-2 syv minutter før tid. Da Morten Nordstrand steg til vejrs med ryggen til mål og saksesparkede bolden i kassen bag en totalt overrumplet Johan Wiland i FCK-målet, blev det en scoring, der altid vil have sit eget liv i dansk fodbold. Og især når FCN og FCK mødes. Og naturligvis et mål, Nordstrand selv også husker med stor glæde: – Bagefter kunne jeg godt se, at det var et lidt vildt mål, men det fornemmede jeg ikke straks, da jeg scorede. Det var faktisk først for alvor i omklædningsrummet efter kampen, at jeg kunne mærke, at det var helt ekstraordinært. – Kammeraterne var helt oppe at køre over det, og da jeg så endelig så det selv på en skærm, fattede jeg først hvor vanvittigt, det var, siger Morten Nordstrand, der også stadig kan møde fans, der går rundt med de T-shirt, der blev lavet med saksesparket som motiv og solgt i FCN shoppen. – Kampene mod FCK er altid ekstra sjove og specielle. Det bliver tit lidt vilde kampe, for alle er ekstra opsatte. FCK er den største klub, og de kommer med mange fans, så stemningen løfter også det hele. – Jeg husker jo selv fra min tid i FCK, hvordan alle modstandere var tændte til netop den kamp, og jeg vil da også gerne score mod dem igen, lyder det fra Morten Nordstrand, der hungrer efter at få sat en træffer ind i Superligaen. Siden Morten Nordstrand i sommeren 2012 kom tilbage fra FCK, har han tre gange stået bag en scoring mod løverne. Udover den berømte ”saks” scorede Nordstrand også et mål i kampen forinden, og da FCK sidst gæstede Farum Park i foråret, var det reelt Morten Nordstrand, der afgjorde kampen, da hans hovedstød på indersiden af stolpen røg i kassen via ryggen på FCK-keeper Kim Christensen. Men da målet officielt blev registreret som et selvmål af FCK-målmanden, er de to mål, Morten Nordstrand scorede mod AaB ugen efter saksesparksscoringen, hans seneste træffere i Superligaen  Måske kommer den næste scoring, når FCK igen gæster Farum Park på søndag kl. 19.15. hvor andenpladsen i Superligaen står på spil. Der bliver tætpakket, og du kan sikre en god plads ved allerede nu at købe billet online HER. Sådan er det gået i de seneste syv Superligakampe mod FCK i Farum Park: 27.04.2014 FCN-FCK 1-0 (0-0)
Mål: 73. minut 1-0 Morten Nordstrand (officielt registreret som selvmål af FCK-keeper Kim Christensen). 11.08.2013 FCN-FCK 2-2 (1-1)
Mål: 18. minut 0-1 Gislason. 33. minut 1-1 Martin Vingaard (straffe). 62. minut 1-2 Thomas Kristensen (straffe). 83. minut 2-2 Morten Nordstrand. 15.04.2013 FCN-FCK 2-3 (2-1)
Mål: 5. minut 0-1 Sigurdsson. 7. minut 1-1 Patrick Mtiliga. 26. minut 2-1 Morten Nordstrand. 66. minut 2-2 Vetokele. 78. minut 2-3 Cornelius. 02.05.2012 FCN-FCK 1-0 (0-0)
Mål: 54. minut 1-0 Mikkel Beckmann.  17.04.2011 FCN-FCK 1-3 (1-1)
Mål: 19. minut 1-0 Tobias Mikkelsen. 29. minut 1-1 N’Doye. 64. minut 1-2 Claudemir. 88. minut 1-3 N’Doye 05.04.2010 FCN-FCK 0-3 (0-1)
Mål: 26. minut 0-1 Pospech. 56. minut 0-2 Wendt. 71. minut 0-3 Santin. 18.07.2009 FCN-FCK 2-0 (2-0)
Mål: 4. minut 1-0 Stephan Petersen. 27. minut 2-0 Martin Bernburg.