AC får debut i startopstillingen i aften

Kategorier


Anders “AC” Christiansen blev kaldt til landsholdstruppen i Rumænien i lørdags, og nu står han klar til sin første A-landskamp.

AC får debut i startopstillingen i aften

Følg Anders “AC” Christiansen på Kanal 5, når han i aften kl. 19.30 er med fra start på Danmarks A-landshold i Bukarest mod Rumænien

Det har været nogle begivenhedsrige dage for FC Nordsjællands midtbanedynamo Anders “AC” Christiansen, der lørdag blev hasteindkaldt til Danmarks A-landsholdstrup i Bukarest, og allerede nu her mindre end to døgn efter sin ankomst gør klar til debut for Danmark mod Rumænien. DBU og landstræner Morten Olsen har offentliggjort startopstillingen til testkampen mod Rumænien, der starter kl. 19.30 og kan følges på Kanal 5. Anders “AC” Christiansen skal spille på midtbanen sammen med William Kvist og en anden debutant, Nicolaj Thomsen fra AaB. Se hele startopstillingen på DBU’s hjemmeside HER. FC Nordsjællands Uffe Bech er også i truppen, men han må starte på bænken i aftenens kamp mod Rumænien. Uffe Bech fik sin A-landsholdsdebut i oktober, og nu bliver Anders “AC” Christiansen altså den næste i rækken af A-landsholdsspillere fra FC Nordsjælland. FC Nordsjælland har i AL Bank-Lounge en Wall of Fame med navnene på alle de spillere, der har repræsenteret klubben på diverse landshold, og Anders “AC” Christiansen bliver nr. 24 i rækken.