Vingaard: Holdet vokser når tingene lykkes

Kategorier


Martin Vingaard – her i aktion mod Brøndby – scorede et godt mål i sidste hjemmekamp mod OB og er kommet til mange afslutninger i de seneste kampe. (Foto: Boesenfoto.dk) 

Vingaard: Holdet vokser når tingene lykkes

– Gode kampoplevelser giver positiv energi og er med til at udvikle holdet. Vi har en fantastisk træningsmentalitet, og vi må aldrig slå gaspedalen fra ved træningen, siger Martin Vingaard

29-årige Martin Vingaard kom til FC Nordsjælland før sidste sæson og har været fast mand på holdet fra dag 1. Vingaard har spillet over 200 Superligakampe for Esbjerg og FCK, og han runder snart 50 kampe med tigeren på brystet. Efter den meget svære start i sidste sæson glæder Martin Vingaard sig ekstra over de mange point i denne sæsons første kampe: – Vi har fået en fantastisk start på denne sæson, og det giver en glæde i hverdagen og selvtillid til os alle. Man skal aldrig kigge for meget på tabellen, men på præstationerne og de point, vi har hentet. Og man vokser som hold, når tingene lykkes. – Når man kan mærke, at tingene fungerer, tør man prøve noget mere, for man stoler på hinanden. Det er en fantastisk følelse i forhold til for et år siden. – Vi var mange nye, der skulle spilles ind sidste år, men selv om vi fik en meget skidt start, var der heldigvis ingen panik. Der var ro på de indre linjer, og det er et stort cadeau til klubben. – Det var også med til at modne os som spillere, og vi fik følelsen af, at vi kunne vinde sammen, hvis vi arbejdede hårdt nok for det. Vi var da også meget tæt på at nå alle vores sæsonmål trods den skæve start. – Det, vi lærte af sidste sæson, har vi taget med til denne og haft ekstra fokus på at komme godt i gang. Man udvikler sig bedre i den sjove ende af tabellen, og gode kampoplevelser giver positiv energi. – Resultaterne er det essentielle i fodbold, og vi vil vinde mest muligt. Vi har en fantastisk træningsmentalitet, og vi må aldrig slå gaspedalen fra til træning. Det er meget vigtigt, at alle byder ind som nu, også de, der ikke lige er i startopstillingen. – Selv om vi har startet med de samme 11 i de seneste mange kampe, er det hele truppen, der fortsat skal byde ind ved hver eneste træning, så alle er klar, når der er brug for det. Der kan hurtigt opstå en chance, og der er brug for alle, siger Martin Vingaard. Han ser frem mod dagens kamp kl. 17.00 i Farum Park mod SønderjyskE, hvor FC Nordsjælland får hårdt brug for alle de dyder, der har kendetegnet holdet i denne sæson: – Vi ved, at mod SønderjyskE er det ekstremt vigtigt at matche dem på fysik, løbevilje og fight. Ellers bliver man mast. Det mærkede vi i en time i forårets udekamp, inden vi fik os kæmpet tilbage. – Vi skal tage teten herhjemme i Farum Park og sætte os på spillet, men det kræver en stor løbeindsats og vilje i duellerne, for at få vores spil til at køre. I det spil, tror jeg, at landskamppausen var god for os, for kampen i Randers var hård ved fysikken. – Forhåbentlig kan vi også få fordel at den automatisme i spillet, der giver med så stabil en holdopstilling, som vi har haft. Kendskabet til sidemanden betyder meget, men heldigvis har vi også så fast et spilkoncept, så alle i truppen kan træde ind, når der bliver brug for det, siger Martin Vingaard.