FCN måtte stoppe for rødt i Herning

Kategorier


Cheftræner Ólafur Kristjansson har fået en del at spekulere over frem mod mødet med FCK næste søndag i Farum Park.

FCN måtte stoppe for rødt i Herning

Efter udvisning af Mario Ticinovic kunne tigrene ikke stå imod presset i den sidste halve time og tabte 0-2 til FC Midtjylland

FCN er inde i en skidt periode, hvor enkelte store fejl i kampene bliver altafgørende. Således også fredag aften på MCH Arena i Herning, hvor tigrene i næsten en time stod fast og gav igen på den voldsomme nærkampstyrke, der altid kendetegner FC Midtjylland på hjemmebane. Der blev givet og taget fra begge sider i en intens men chancefattig fodboldkamp, men pludselig i det 56. minut kom så den episode, der blev altafgørende for udfaldet af kampen. FCN-forsvaret blev fanget for langt fremme, så Petter Andersson fik en friløber mod mål. Mario Ticinovic kunne ikke nå ham og valgte at hive  FCM-angriberen omkuld med et fast greb i trøjen. Dommer Michael Tykgaard trak prompte det røde kort, og Mario var knapt nået i omklædningsrummet, før FCM havde udnyttet det direkte frispark lige udenfor feltet til en scoring ved Pione Sisto. Bagud 0-1 og ti mand i resten af kampen, var den ellers lige kamp pludselig helt tippet over til fordel for hjemmeholdet, og selv om FC Nordsjælland mentalt svarede godt igen med nogle gode angreb lige efter, blev opgaven i længden for svær mod et tophold, der bæres frem på hjemmebane. FCN forsøgte ihærdigt efter udligningen, men det gav også ulvene mere plads, og den udnyttede Pione Sisto igen i det 73. minut, hvor han afsluttede en flot dribletur med scoringen til 2-0. Herefter var det en håbløs kamp for FCN, der måtte koncentrere sig om at slippe fra Herning uden yderligere skrammer. Det lykkedes trods et par store muligheder for yderligere scoringer til FCM i slutfasen. At kampen tog så skæv en drejning var ekstra ærgerligt for FCN i betragtning af, at det kunne være gået ganske anderledes, hvis heldet havde været en smule med tigrene kort før pausen. Her smuttede Joshua John fra Kristian Bach Bak og serverede smukt for en fri Søren Christensen midt for mål. Søren ramte desværre en forsvarer, men han fik riposten skubbet videre til Uffe Bech, der hårdt presset fik skudt på mål, men bolden ramte stolpen. Marginalerne har ikke været med FC Nordsjælland i den senere tid, men arbejdsindsatsen kunne der ikke klages på i Herning på en meget svær udebane mod rækkens tophold. Der er nogle sår, der skal heles efter en hård fysisk kamp, som desværre udover det røde kort også kostede nogle advarsler, hvoraf det gule kort til Uffe Bech dog var et helt grotesk fejlskøn af en situation, hvor Uffe Bech blev væltet i et fremløb.  I næste spillerunde er der storkamp i Farum Park. FCN får besøg af FCK søndag 9. november kl. 19.15, og der bliver tætpakkede tribuner. Vil du allerede nu sikre dig en god plads til det drama, kan du straks gøre det online HER. Kampens gang minut for minut: Se HER Dagens detalje: Dagens detaljer blev leveret af FC Midtjyllands dobbelte målscorer Pione Sisto, der er som en troldmand med en bold, når tingene ruller for ham. Og det gjorde de i høj grad i kampen mod FCN, hvor han gav mange eksempler på sin driblekunst. Især efter scoringen til 1-0 og den sidste halve time i overtal. Lagde du mærke til: Hvor hurtigt FCN skiftede formation efter udvisningen af Mario Ticinovic og FC Midtjyllands efterfølgende scoring på det direkte frispark. Andreas Maxsø blev omgående sendt på banen i stedet for 50 kamp jubilar Martin Vingaard, så den bagerste forsvarslinje igen var intakt. Hørt på spillergangen: Cheftræner Ólafur Kristjansson analyserede kampen således: – Vi forsøgte, men det faldt ikke ud til vores side, og efter udvisningen var det bare vigtigt, at vi fik os stabiliseret hurtigt og fik kampen spillet færdig på en ordentlig måde. – Vi var oppe mod et godt hold, der lagde et hårdt fysisk pres, men vi var med frem til det røde kort og havde vores muligheder. Men 10 mod 11 var det svært, lød det fra den islandske træner. Statistisk set: Boldbesiddelse:
FCM: 61% – FCN: 39%
Skud:
FCM: 15 – FCN: 8
Skud på mål:
FCM: 5 – FCN: 3
Hjørnespark:
FCM: 3 – FCN: 2 Matchfacts:

Superligaen, 13. runde, 31. oktober 2014 

FC Midtjylland-FCN 2-0 (0-0)
Mål:
57. minut: 1-0 Pione Sisto
73. minut: 2-0 Pione Sisto
Tilskuere: 6.543 tilskuere
Dommer: Michael Tykgaard
Rødt kort: Mario Ticinovic, FCN (56. minut)
Advarsler: Sylvester Igboun, FCM, samt Søren Christensen, Uffe Bech og Ivan Runje, FCN
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 David Jensen
2 Ivan Runje
3 Pascal Gregor
5 Anders “AC” Christiansen
7 Uffe Bech  (ind i 78. minut 18 Emiliano Marcondes)
8 Patrick Mtiliga
10 Martin Vingaard (ind i 58. minut 4 Andreas Maxsø)
12 Joshua John (ind i 87. minut 15 David Moberg Karlsson)
17 Søren Christensen
20 Kasper Lorentzen 
23 Mario Ticinovic 
På bænken uden at komme ind:
16 Alex Runarsson
11 Morten Nordstrand
27 Mathias Hebo
30 Marcus Ingvartsen