Endnu en overbevisende sejr til U/19

Kategorier


De regntunge tåger over Farum Park kunne ikke dæmpe jubelen hos FCN U/19 drengene efter dagens sejr over Vejle.

Endnu en overbevisende sejr til U/19

FC Nordsjælland vandt 4-2 hjemme over Vejle og fører nu U/19 Ligaen og er klar til topopgør mod FCM om en uge

U/19 Liga: FCN-Vejle 4-2 (3-1)
Mål: 6. minut 0-1 Patrick Rasmussen. 19. minut 1-1 Yusuf Onurlu. 27. minut 2-1 Marcus Ingvartsen. 35. minut: 3-1 Mathias Jensen. 58. minut: 4-1 Souheib Dhaflaoui. 67. minut: 4-2 Ali El-Haj FC Nordsjælland fik sin femte sejr i træk med 4-2 over Vejle i Farum Park, og efter uafgjort i sæsonpremieren ude mod de forsvarende danske mestre fra Esbjerg, har FCN nu samlet 16 point for de første seks kampe og rykker op på førstepladsen. Der er således lagt op til et rigtigt topopgør i Farum Park om godt en uge, når FC Midtjylland, der har vundet alle sine fem første kampe, kommer på besøg lørdag 25. oktober kl. 13.00. FCN-mandskabet sprudler af spillelyst og rummer store kvaliteter. Holdet fik også vist moral, idet dagens kamp udover sluserne fra himlen også blev en kold spand vand i hovedet efter kun godt fem minutters spil, da Vejle-angriber Patrick Rasmussen scorede på gæsternes første angreb på en skudchance, der opstod ganske tilfældigt. Det tog dog ikke modet fra tigrene, der fortsatte belejringen af Vejles mål, og i det 19. minut kom udligningen ved Yosuf Onurlo, der fik frit skud midt for mål på en bold, som Marcus Ingvartsen i fri position ved baglinjen headede flot ind i feltet. Herefter satte FCN ekstra tryk på og kom kort efter i front, da Marcus Ingvartsen headede bolden i mål på et præcist indlæg fra Johannes Ritter. Marcus Ingvartsen burde også have øget til føringen lidt senere, da FCN fik tilkendt et straffespark, men gæsternes målmand redede skuddet. 3-1 blev det alligevel inden pausen, da Mathias Jensen sendte et direkte frispark fladt i kassen. FCN dominerede også fra 2. halvlegs start, og efter en lille times spil kunne Souheib Dahflaoui smukt flugte bolden i mål til 4-1 på et perfekt oplæg fra Marcus Ingvartsen. Herefter forfaldt FCN til for meget fint spil og dårlige beslutninger, mens Vejle gik længere frem for at ændre kampens skæve gang. Det gav gæsterne nogle unødvendige chancer, og én af dem udnyttede Vejle til 2-4 reduceringen godt midtvejs i 2. halvleg. Og et par andre gange måtte Sebastian Kjær i målet finde storspillet frem for at hindre spænding. FCN havde også mange chancer for at score kontramål i slutfasen, men skarpheden var forsvundet, så det blev ved 4-2, som var en for lille sejr efter spil og chancer set over hele kampen. FC Nordsjællands U/19 træner Morten Karlsen havde dog god grund til smil: – Vi skabte masser af chancer og skulle nok have vundet større, men også hatten af for Vejle, der aldrig lagde sig ned, men hele tiden forsøgte at komme tilbage i kampen. – Og så skal mine drenge have stor ros for at vise moral efter at være nede med 0-1 allerede efter fem minutter. Nu har vi lagt op til et rigtigt topopgør om en uge mod FC Midtjylland, og der skal drengene virkelig vise, hvad de er lavet af. – Vi har en stærk og bred trup med så mange dygtige spillere, at det giver positiv hovedpine at sætte hold, kommer det fra en storsmilende Morten Karlsen, der ikke virker plaget af den form for hovedpine. Efter kampen blev den storspillende Marcus Ingvartsen efterudtaget til U/19 landsholdstruppen, der har samling i Tilst ved Århus i næste uge. Til den trup havde FC Nordsjællands Mads Mini Pedersen og Mathias Jensen i forvejen fået valg. FCN har også to mand på U/18 landsholdet, der også samles i Tilst i næste uge Det er Thomas Gall og Victor Tranberg.