Vingaard: Jeg vil bare vinde

Kategorier


Martin Vingaard i aktion mod Brøndby, hvor en times godt spil desværre ikke gav det fortjente udbytte i form af mål. (Foto: Boesenfoto.dk)

Vingaard: Jeg vil bare vinde

Det kribler i Martin Vingaard for at komme i gang igen med at spille om point, men han forudser en svær opgave mod et Silkeborghold, der jagter sæsonens første sejr.

De seneste fire uger har kun budt på én vigtig kamp for FC Nordsjælland på grund af indlagte pauser i Superligaen, først for at hjælpe de danske hold i Europa og senest en landsholdstermin. Når dertil kommer, at den enlige Superligakamp blev tabt ganske misvisende hjemme til Brøndby, gør det længslen efter at spille om point igen ekstra stor, fortæller Martin Vingaard: – Vi har fået en fin sæsonstart, men der er ikke noget værre end at gå til landsholdspause med et nederlag. Og det gør det bare endnu mere paradoksalt, at vi taber 0-3 til Brøndby i en kamp, hvor vi i en time spiller noget af det bedste spil, vi hidtil har leveret. Det er irriterende, og det var helt unødvendigt. – Derfor kribler det også ekstra efter at komme i gang igen og spille om point på søndag i Silkeborg. Vi er glade for de 10 point, vi har hentet i sæsonstarten, men facit er også, at de seneste to kampe kun har givet ét point, og det er ikke godt nok. Vi har masser af ting, der både kan og skal forbedres, og det arbejder vi på hver dag. – Vi ved godt, at det bliver en svær kamp i Silkeborg, for det er aldrig sjovt at møde et hold, der endnu ikke har prøvet at vinde. Det bliver en spændende kamp, og det er resultatet, der tæller. For mig behøver det ikke at blive kønt spil, jeg vil bare vinde, siger Martin Vingaard. Det vinderinstinkt skal gerne afspejles af hele holdet på søndag kl. 14 i Silkeborg, så tigrene kan fastholde positionen i den rigtige ende af tabellen før de to hjemmekampe mod topholdet FCM den 21. september og mod OB den 29. september. Martin Vingaard har spillet samtlige 540 minutter i FC Nordsjællands første seks Superligakampe i denne sæson, og det samme har fem andre spillere gjort: David Jensen, Patrick Mtiliga, Pascal Gregor, Ivan Runje og Uffe Bech. – Det føles godt at spille så mange kampe. Jeg kan mærke på kroppen, at det giver meget, og det er rart at føle sig i rigtig god form. Jeg synes også, at vi generelt har set fysisk stærke ud i slutningen af kampene. – Når man spiller meget, flytter det også grænser. Især i de sidste minutter, hvor trætheden ellers kan melde sig, og det er allervigtigst at træffe de rigtige beslutninger. Det kommer ikke bare af kampene, men også den daglige træning, hvor jeg synes, det er blevet endnu mere intenst. Vi arbejder knaldhårdt, når vi er på træningsbanen. – Det var også dejligt, at vi lige fik en hård reserveholdskamp i benene mod FCK i mandags. Begge hold stillede med mange Superligaspillere på grund af pausen, og det gav en kamp på højt niveau, så vi kan fastholde den nødvendige kamptræning. Det kan vi forhåbentlig få gavn af i Silkeborg på søndag, siger Martin Vingaard. Fanklubben Wild Tigers har arrangeret bustur til Silkeborg for at give holdet den bedst mulige støtte. Vil du med på fanturen til Silkeborg, så klik HER Alle efterårets kampe er nu endeligt programsat, og du kan allerede nu købe billet til de næste fire kampe i Farum Park ved at klikke HER.