Værd at vide før dagens kamp i Silkeborg

Kategorier


Joshua John scorede fire mål mod Silkeborg i sin første kamp i Farum Park for to år siden.

Værd at vide før dagens kamp i Silkeborg

FC Nordsjælland spiller i dag kl. 14:00 i Maskot Park i Silkeborg. Her er lidt statistiske vinkler på den spændende Superligakamp.

VIDSTE DU AT… …FCN og Silkeborg har mødt hinanden 24 gange tidligere i Superligaen, og af disse har FCN vundet over halvdelen, nemlig 13, mens 4 er endt uafgjort, og Silkeborg har sejret 7 gange. I Silkeborg er regnskabet dog meget lige. Her er de 10 kampe endt med 4 sejre til Silkeborg og 3 til FCN, mens 3 er endt uafgjort. Den seneste kamp i Maskot Park var i maj 2013 og endte 2-2, og i sidste sæson var Silkeborg en tur nede i 1. division og vende. …Joshua John for godt to år siden, den 11. august 2012, for første gang var med fra start for FCN i Superligakampen hjemme mod Silkeborg, og det fejrede den flyvende hollænder med fire mål i løbet af godt en halv times spil. FCN vandt kampen 6-1. …FCN efter ni scoringer i sæsonens første fire kampe nu er gået målløse fra banen to gange i træk trods et hav af målchancer. Både i 0-0 kampen i Hobro og sidste hjemmekamp mod Brøndby havde FCN klart spilovertag i størsteparten af tiden, men altså ikke lige den sidste træfsikkerhed. …hele seks spillere har været på banen i samtlige 540 minutter i denne sæson for FCN. Det er David Jensen, Ivan Runje, Pascal Gregor, Patrick Mtiliga, Martin Vingaard og Uffe Bech, der alle har spillet fuld tid. …nyoprykkede Silkeborg ikke fik scoret i sæsonens første fem kampe i Superligaen, men i sjette spillerunde hjemme mod danmarksmestrene fra AaB lykkedes det endelig at score. Kampen endte 2-2 og Emil Scheel stod for begge Silkeborgs træffere. …Silkeborg har endnu ikke vundet en Superligakamp siden oprykningen, og efter et år i 1. division forinden, daterer Silkeborgs seneste Superligasejr sig helt tilbage til 12. april 2013, hvor AGF blev besejret 3-1. Siden har Silkeborg spillet 12 Superligakampe uden sejr.