Uffe Bech: Vi skal bare føre til sidst

Kategorier


Fem gange i denne sæson har Uffe Bech scoret. Se alle Uffe Bechs mål HER

Uffe Bech: Vi skal bare føre til sidst

FCN har vundet fire kampe, hvor tigrene undervejs har været bagud, og to af gangene har Uffe Bech scoret sejrsmålet kort før slutfløjtet.

 FC Nordsjælland har fået status som Superligaens comeback kids. I søndags vandt FCN således for fjerde gang i denne sæson efter en kamp, hvor tigrene havde været bagud. Uffe Bech scorede sejrsmålet i Silkeborg kort før tid, sådan som han også gjorde i sæsonpremieren mod FC Vestsjælland. På søndag kl. 19 i Farum Park  gælder det så topduellen hjemme mod det suveræne førerhold FC Midtjylland, og Uffe Bech ser gerne en gentagelse: – Selvfølgelig kunne det være fint at prøve at vinde én kamp fra front, men så længe vi vinder, gør det jo ikke noget, at vi har været bagud. Vi skal bare føre til sidst. Hellere det end det omvendte. Det afgørende er, hvad der står på tavlen efter de 90 minutter. – Jeg glæder mig til kampen, der kan blive rigtig god. Det er to hold, der vil spille fodbold, og begge hold har selvtillid. FC Midtjylland har fået en fantastisk start på sæsonen ligesom sidste år, men normalt har vi et godt tag på dem, siger Uffe Bech. Udover en topduel mellem FCN og FCM er kampen også en duel på topscorerlisten mellem Uffe Bech og Sylvester Igboun, der scorede hattrick for FCM sidst mod OB. Begge har scoret 5 mål i sæsonen og overgås kun af Mads Hvilsom fra Hobro med 6 scoringer. – Det er ikke noget, jeg tænker på, når vi spiller. Så koncentrerer jeg mig kun om at gøre det bedst muligt for holdet, men bagefter er det da sjovt nok at kigge på topscorerlisten, og nu hvor Hvilsom fik scoret med skulderen i mandags, må jeg jo have en træffer mere ind for at komme helt op. Igboun får ikke lov at score mod os. Det har jeg aftalt med David, kommer det med et grin fra Uffe Bech. Hvis keeper David Jensen holder ord overfor Uffe Bech, lover det godt for tigrene, for netop Igboun har gjort ondt på FCN i flere af de tidligere opgør. Uffe Bech har dog også tidligere været skarp mod netop FC Midtjylland. Uffe Bechs første to Superligascoringer var således begge mod FCM, i foråret 2013. Først i 1-1 kampen på udebane og en lille måned senere, da FCN vandt 3-1 hjemme.