U-holdene vandt stort over AGF i Århus

Kategorier


U/17 cheftræner Kasper Kurland instruerer her sine spillere og kan glæde sig over tre sejre i træk.

U-holdene vandt stort over AGF i Århus

Efter 5-1 over AGF retter U/19 nu fokus mod onsdagens pokalkamp mod samarbejdsklubben KFUM København

U/19 Liga: AGF-FCN 1-5 (1-4)
Mål: 0-1 Souheib Dhaflaoui. 0-2 Oliver Miltoft. 0-3 Adnan Mohammed. 1-4 Christian “TK” Køhlert. (straffe). 1-5 Sander Henriksen. FCN fik en fantastisk start på kampen i Århus. Der var kun spillet 12 minutter, da tigrene var i front med 3-0, og i det hele taget gjorde tigrene nogenlunde som det passede dem i de første små tyve minutter. men så reducerede AGF til 1-3, og det ændrede kampbilledet totalt. Pludselig var det AGF, der var i teten. Mod slutningen af halvlegen kom FCN dog bedre med igen, og på et straffespark fik tigrene øget føringen til 4-1. Desværre udnyttede de ikke den ballast til at levere en tilsvarende 2. halvleg. AGF overtog igen initiativet, men århusianerne var ineffektive, mens FCN viste skarphed, da chancen bød sig og kunne derfor tage en 5-1 sejr med sig hjem. – Sportsligt var det positivt, at vi kunne levere så forrygende en start, men mentalt var det ikke så godt, at der sænkede sig en form for tilfredshed med den komfortable føring. Også i medgang skal man være koncentreret for at udvikle sig. – Nu gælder det pokalturneringen, hvor vi møder KFUM på onsdag i tredje runde, og vi retter fokus mod den kamp. Vi prioriterer også pokalkampene særdeles højt og vil vinde, siger cheftræner Morten Karlsen. Pokalkampen spilles onsdag kl. 17.00 på KFUM Københavns baner, og FCN har slået sig vej til den kamp med sejre over først Frederikssund og siden B 1950 Ryparken. FCN er forsvarende pokalvinder. U/17 Liga: AGF-FCN 0-4 (0-2)
Mål: 0-1 Jakob Johansson 0-2 Martin Frese  0-3 Jakob Johansson 0-4 Jakob Johansson. FC Nordsjællands U/17 drenge fik den tredje sejr i træk, og det endda på overbevisende facon. Med to mål i hver halvleg uden modsvar fra århusiansk side blev det en flot 4-0 sejr til FCN ude mod AGF. Jakob Johansson var målkonge med tre scoringer, men Daniel Skov markerede sig også stærkt med tre assister. Det var FC Nordsjælland i den styrende rolle fra start til slut i Fredensvang. De unge tigre var gode til at spille sig i overtalssituationer og også gode til at udnytte dem. FCN var bedst over hele banen, og sejren kunne sagtens være blevet nogle mål større. – Det var en flot kamp af hele holdet, men selv om vi vandt stort og for tredje gang i træk, er der stadig meget, vi kan forbedre. Presspillet kan vi gøre bedre, og også kommunikationen på holdet skal vi arbejde mere med, lyder det fra cheftræner Kasper Kurland.