FCN holder fast i toppen med en arbejdssejr

Kategorier


Uffe Bech scorer sejrsmålet til 2-1 med køligt overblik. (Foto: Rie Neuchs)

FCN holder fast i toppen med en arbejdssejr

Det var ikke så kønt, men alle mand fightede for sagen og blev belønnet med tre vigtige point for en sejr på 2-1 over OB

FCN har gang i en historisk flot sæsonstart. Men en hårdt tilkæmpet arbejdssejr på 2-1 over OB holder tigrene fast i toppen med 19 point efter ni kampe. Så mange point har FCN aldrig tidligere haft på dette tidspunkt af sæsonen. 2-1 sejren over OB bringer FC Nordsjælland op på Superligaens andenplads, og de tre vigtige point blev sikret på de samme dyder, som også har kendetegnet holdet i alle de første kampe. Samtlige yder optimalt for helheden, og netop den teamspirit er mange point værd. Farum Park er som en fæstning, hvor tigrene meget sjældent sætter point til, men i hele 1. halvleg mod OB kneb det med at finde det flotte spil, holdet ofte har vist foran hjemmepublikum. Men det var alligevel FCN, der dominerede og havde de farligste angreb. Målmand Mads Toppel reddede OB i to situationer, hvor det lignede scoring til FCN. Et hovedstød fra nært hold af Søren Christensen og en lignende afslutning af Kasper Lorentzen reddede OB-keeperen på fornem vis, men da Kasper Lorentzen i det 35. minut fik et indlæg drejet videre til frit skud for Martin Vindgaard var selv Toppel chanceløs. I 2. halvleg havde FCN også nogle nærgående forsøg men fik ikke arbejdet gjort færdigt, og så slog OB pludselig til med en udligning af Darko Bodul i det 67. minut. Men typisk for FCN steppede alle bare op i modgang og kun et minut senere var FCN igen i front. Uffe Bech scorede til 2-1 efter snart bandespil i feltet med Martin Vingaard. Det var Uffe Bechs 7. sæsontræffer, og dermed er han igen Superligaens topscorer, og den kasse blev også kampens afgørende. Der blev ikke scoret mere, selv om OB forsøgte at mobilisere et pres mod slutningen. FCN havde større chancer for at lukke kampen på de hurtige kontraangreb men savnede også det sidste held i afslutningerne. Næste opgave for FCN er udekamp mod Randers på søndag, og det bliver en rigtig topkamp, idet Randers ligger på tredjepladsen kun to pint efter tigrene. Wild Tigers arrangerer tur til Randers for alle de, der er klar til at tage med til Kronjylland for at støtte FCN. Og næste hjemmekamp er lørdag den 18. oktober mod SønderjyskE. Du kan allerede nu sikre billet til den kamp HER. Kampens gang minut for minut: Se HER Dagens detalje: Den stod Uffe Bech for som start på det angreb, der gav FCN føringen på 1-0. Smart spillede Uffe Bech med en hælafleving bag om sit støtteben Mario Ticinovic fri i højre side, og Marios indlæg fik kasper Lorentzen drejdet videre til en fri Martin Vingaard, der hamrede bolden i kassen. Lagde du mærke til: At FC Nordsjælland for fjerde gang i træk spillede med den samme startopstilling. Det er tydeligt, at den stabilitet også smitter af på den indbyrdes forståelse mellem spillerne. Hørt på spillergangen: Søren Christensen løb fantastisk meget og glædede sig over, at holdånden igen bar frugt: – Spillet flød ikke, som vi gerne vil i dag. Men det er vigtigt, at vi kommer så hurtigt tilbage efter deres udligning. Det er en fornøjelse at være en del af et team som det her. Alle arbejder for sagen, og så kommer resultaterne også. – Lige nu nyder vi det, men vi ved godt, hvordan vi er kommet hertil, og det skal vi fortsætte med. OB gjorde det godt, men heldigvis fik vi kæmpet marginalerne på vores side. Også Anders “AC” Christiansen havde det store smil på trods træthed: – Tre point mere. Det er det, der betyder noget, selv om vi ikke får spillet det bedste, vi kan. Det er super vigtigt, at vi straks angriber kampen igen og scorer hurtigt til 2-1 efter deres udligning. Det tager pulsen af den offensiv, de ellers var kommet med. Jeg synes også, det var ganske fortjent, at vi vandt. Man of the Match: Meeho! havde som Dagens Man of the Match partner en masse gode præstationer at vælge imellem, og Meeho! valgte  målscorer til 1-0 Martin Vingaard som kampens bedste spiller. Statistisk set: Boldbesiddelse:
FCN: 53% – OB: 47%
Skud:
FCN: 14 – OB: 12
Skud på mål:
FCN: 8 – OB: 7
Hjørnespark:
FCN: 5 – OB: 4 Matchfacts:

Superligaen, 9. runde, 29. september 2014 

FCN-OB 2-1 (1-0)
Mål:
35. minut: 1-0 Martin Vingaard, assist Kasper Lorentzen
67. minut: 1-1 Darko Bodul
68. minut: 2-1 Uffe Bech, assist Martin Vingaard
Tilskuere: 4.425 tilskuere
Dommer: Lars Christoffersen
Advarsler: Martin Vingaard, FCN, samt Lasse Kryger og Martin Spelmann, OB.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 David Jensen
2 Ivan Runje
3 Pascal Gregor
5 Anders ”AC” Christiansen
7 Uffe Bech
8 Patrick Mtiliga
10 Martin Vingaard
12 Joshua John
17 Søren Christensen (ind i 78. minut 15 David Moberg Karlsson)
20 Kasper Lorentzen (ind i 88. minut 18 Emiliano Marcondes)
23 Mario Ticinovic (ind i 65. minut 4 Andreas Maxsø)
 
På bænken uden at komme ind:
16 Alex Runarsson
24 Kamal Issah
27 Mathias Hebo
28 Nicklas Mouritsen