AC: Ingen fripladser på holdet

Kategorier

AC: Ingen fripladser på holdet

 – De gode resultater er kommet af hårdt og fokuseret arbejde, og alle byder ind, så der er hård kamp om pladserne, siger Anders ”AC” Christiansen før kampen mod OB mandag aften kl. 19.00 i Farum Park

FC Nordsjællands lille energibundt på midtbanen, Anders ”AC” Christiansen, har fået en ny rolle på holdet i denne sæson. Efter at have været brugt som offensiv midtbane eller angriber i de første par år i klubben, er ”AC” nu rykket tilbage i Stokholms gamle rolle som bagerste midtbanemand og organisator. – Det er en position, jeg har spillet før som senior i Lyngby, men jeg havde ikke lige forestillet mig den rolle i FCN nu. Men træneren har vurderet, at det er godt for mig og bedst for holdet, så det er helt fint, selv om det er andre opgaver, end jeg har været vant til i de første par sæsoner her. – Det gode ved rollen er, at jeg har betydeligt flere boldberøringer og har bolden meget. Det sætter jeg pris på, for jeg vil meget hellere have bolden for fødderne end løbe efter den, og jeg kan godt lide at have lidt mere plads. Man skal sætte spillet på en anden måde fra min plads, og igangsætningerne af angrebene starter jo hos os helt nede bagfra, siger Anders ”AC” Christiansen. I sin nye rolle kommer han ikke rigtig frem og scorer mål, men til gengæld har han en vigtig opgave som oprydder, og i sidste kamp reddede ”AC” på fantastisk vis et mål, da han efter et lynhurtigt returløb kastede sig ned og fik blokeret skuddet fra en helt fri Ureña ved stillingen 0-0. En meget afgørende aktion for kampens udfald. – Det hører jo også med til pladsen, og jeg bliver også involveret i flere nærkampe, og det tager jeg med, selv om jeg godt kunne undvære dem. Det er sjovere at have bolden end at skulle tackle sig til den, men det kræver pladsen, lyder det fra ”AC”, der sammen med resten af holdet glæder sig over de mange point i sæsonstarten: – Vi så det ikke lige komme i træningskampene, hvor spillet ikke hang helt sammen, men vi kunne godt mærke, at vi var på rette vej. Der bliver trænet hårdt og fokuseret, og jeg er måske mest overrasket over den måde, vi har vundet på, og den moral, vi har vist i flere kampe. – Opbygningen af det nye hold har været undervejs i over et år nu, og man kan mærke, at de mange unge, der har været med fra sidste sæson, har fået mere hår på brystet og mere rutine, og så har vi fået tilført erfaring fra de ældre spillere, der er kommet tilbage efter skader. – Der er en fantastisk intensitet under træningen, og de unge førsteårs spillere kløer på og skaber hård kamp om pladserne. Der er rigtig mange, der byder sig til ved træningen, og selv om vi har haft samme start ellever i de sidste kampe, er der bestemt ingen fripladser. Man skal yde maksimalt hele tiden for at være med. – Rutine er vigtig i fodbold, og det får man ikke bare sådan lige, men vi har ikke haft de store udskiftninger i truppen i mere end et år nu, og tiden har været god for os. Holdet fungerer godt og mange står på spring. – Vi er glade for den gode start, men det er for tidligt at kigge på tabellen, så bliver man let forvirret og får nok at se til. Vi sætter os hele tiden delmål og har en langsigtet strategi for at forbedre os, og så kommer placeringen i forlængelse af det, man laver og måden, man arbejder med tingene, siger Anders ”AC” Christiansen. Han kom til FC Nordsjælland for godt to år siden og var med til at vinde sølv i sin første sæson i klubben. 75 kampe og 7 mål er det hidtil blevet til med tigeren på brystet. Kom i Farum Park mandag aften og få en fodboldoplevelse. Køn din billet online  HER