Værd at vide før dagens kamp mod AaB

Kategorier


Uffe Bech har status som Superligatopscorer (Foto: Boesenfoto.dk).

Værd at vide før dagens kamp mod AaB

FC Nordsjælland spiller i dag kl. 17:00 på udebane mod AaB. Her er lidt statistiske vinkler på den spændende Superligakamp.

VIDSTE DU AT… …FCN og AaB har mødt hinanden 36 gange i Superligaen, og styrkeforholdet er meget lige. AaB har vundet 13 kampe, 12 er endt uafgjort, mens FCN har sejret 11 gange. De 22 opgør i Nordjyske Arena er endt med 8 sejre til hver klub og 6 uafgjorte kampe. …at FCN ikke har tabt nogen af de tre udekampe mod AaB i de seneste to sæsoner. To gange 1-1 og en 1-0 sejr til tigrene lyder facit på. Det er dog FCN, der har revanche til gode fra den seneste kamp i Farum Park, hvor AaB for alvor satte kurs mod DM-titlen med imponerende spil og en 4-2 sejr i starten af maj. …FC Nordsjælland allerede her efter kun 3 spillerunder har flere point end efter 9 spillerunder i sidste sæson. FCN har med to 3-2 sejre nu 6 point på kontoen, mens sidste sæsons første 9 kampe kun gav 5 point for 2 uafgjorte kampe og 1 sejr i 5. spillerunde over netop AaB. FCN scorede kun 8 mål i de første ni kampe, mens tigrene allerede nu har nettet 7 gange. …Joshua John fik sin debut for FCN netop i Aalborg for næsten præcis to år siden. Den lynhurtige hollænder blev sendt på banen i udekampen mod AaB otte minutter før tid, og satte straks sit markante aftryk på dansk fodbold med udligningen til slutresultatet 1-1. Det var den 4. august 2012, og i næste kamp hjemme mod Silkeborg 11. august blev Joshua John til ”den flyvende hollænder”, da han i løbet af kun 36 minutter scorede fire gange, så FCN kom foran 5-0 og vandt 6-1. Altså 5 mål af Joshua John i sine første 44 minutter på banen for FCN i Superligaen. …anfører Patrick Mtiliga mod AaB kan spille sin kamp nr. 100 med tigeren på brystet, heraf de 82 i Superligaen. Han er igang med sin fjerde sæson i FCN, siden han i sommeren 2011 kom til klubben fra Malaga. …Uffe Bech efter to scoringer i sæsonpremieren mod FC Vestsjælland igen nettede to gange i sidste hjemmekamp mod Esbjerg. Med sine fire træffere er Uffe Bech lige nu Superligaens topscorer. …FCN med 3-2 sejren over Esbjerg nu har scoret i 10 Superligakampe i træk. Klubrekorden er 12 Superligakampe i træk, så FCN kan komme tæt på en tangering af den rekords med en scoring i dag i Aalborg.