U/19 fik et point med hjem fra Esbjerg

Kategorier


Der bliver arbejdet godt ved U/17 træningen, men det gav desværre ikke point i weekenden.

U/19 fik et point med hjem fra Esbjerg

FCN U/19 spillede 1-1 mens U/17 måtte se sig slået med 2-1 i Esbjerg i ungdomsligaernes sæsonpremiere

U/19 Liga: Esbjerg-FCN 1-1 (1-1)
Mål: 16. minut 1-0 Søren Andreasen. 39. minut 1-1 Mikkel Song Hansen Det var guld- og sølvvinderne fra sidste sæson, der mødtes i Esbjerg med hjemmeholdet som forsvarende mester. Og ligesom da de to hold mødtes i næstsidste runde i Esbjerg i foråret endte det uafgjort 1-1. FC Nordsjælland startede godt og var vanen tro meget spilstyrende i den første del af kampen. Alligevel blev det Esbjerg, der bragte sig i spidsen med 1-0 efter godt et kvarter, og herefter var kampen mere lige. Det lykkedes FCN at få udlignet ved Mikkel Song Hansen efter en halv time. Mens FCN var bedst før pausen, var det Esbjerg, der satte sig på begivenhederne i 2. halvleg. Trods vestjysk dominans efter pausen havde FCN dog to gode muligheder for at score et sejrsmål. Men uafgjort var ganske retfærdigt. – Jeg synes, vi fandt mange gode løsninger i spillet i 1. halvleg, men efter pausen havde vi svært ved at spille os ud af deres pres. Alligevel blev det til et par gode målchancer, og jeg synes, drengene viser god moral. De var på hele tiden, og det var en godkendt indsats, siger cheftræner Morten Karlsen, der debuterede på posten.  U/17 Liga: Esbjerg-FCN 2-1 (1-0)
Mål: 19. minut 1-0 Mark Brink. 41. minut 2-0 Mark Brink. 48. minut 2-1 Jakob Johansson (straffe). Esbjerg lagde bedst ud og pressede FC Nordsjælland fra start, men efterhånden fik tigrene bedre fat uden dog for alvor at true det velorganiserede vestjyske mandskab. Esbjerg var mere nærgående i sine angreb, og U/17 landsholdsspilleren Mark Brink udnyttede midt i 1. halvleg en chance og bragte Esbjerg i front med 1-0. Mark Brink gjorde det også kort inde i 2. halvleg til 2-0, men på et straffespark lidt senere fik FCN reduceret til 1-2 ved Jakob Johansson, og den opmuntring gav FCN tro på at få point med sig hjem, da Esbjerg sammen med straffesparket fik en spiller udvist. Med en mand i overtal overtog FCN også initiativet, men desværre lykkedes det ikke rigtigt for tigrene at spille sig igennem til oplagte målchancer, og 2-1 sejren til Esbjerg var ikke for alvor truet. FCN-cheftræner Kasper Kurland vurderer sæsonpremieren således: – Esbjerg var godt organiseret, og vi løb ikke nok for hinanden til at skabe målchancer. Vi skal have flere offensive løb, og vi skal også være tættere på vores modstandere defensivt. Så der er noget at knokle videre med, men det vidste vi godt. Det arbejder vi med på træningsbanen frem til kampen mod AaB på lørdag, siger Kasper Kurland. Både FCN U/19 og U/17 får besøg af AaB på lørdag i Farum Park, hvor U/19 spiller kl. 13.00 og U/17 kl. 15.15.