Superligaen populær hos danskerne

Kategorier


Interessen for Superligaen er stor både på stadions og i TV. (Foto: Rie Neuchs)

Superligaen populær hos danskerne

Hele 56% af danskerne foretrækker at se Superligakampene, mens kun 18% vælger den engelske Premier League først, viser en stor undersøgelse, der i dag offentliggøres i Politiken

– Det er virkelig dejligt, at vi får sat tal på den store interesse for Superligaen. Vi investerer meget i alle klubberne for at gøre Superligaen attraktiv for publikum både på stadions og foran TV, lyder det fra FC Nordsjællands administrerende direktør Ole Palmå. Dagbladet Politiken og TV2 har bedt Megafon undersøge hvilken liga, der er mest populær hos voksne danskere. Og den store Megafon-undersøgelse viser klart, at Superligaen tæver engelsk topfodbold i popularitet, som Politiken udtrykker det i konklusionen. 56% foretrækker Superligaen, mens 18% er mest til Premier League. På tredjepladsen kommer den spanske La Liga med 7% og 3% siger Bundesligaen. Se hele Politikens artikel om Megafons meningsmåling ved at klikke HER. At tre gange så mange danskere foretrækker Superligaen fremfor Premier League vækker glæde i de danske Superligaklubber, hvor man efter nattens nye overenskomst med Spillerforeningen nu også kan fortsætte det målrettede arbejde med hele tiden at forbedre produktet til fordel for dansk fodbold: – Vi er jo hele tiden i hård konkurrence, og det er dejligt at se, at vi står så stærkt. Tallene i undersøgelsen understreger, at vi har et særdeles attraktivt og populært produkt med en masse kommerciel værdi for vores mange partnere. – I FC Nordsjælland arbejder vi hele tiden på at gøre varen mere og mere interessant, og vi har også andre tal, der viser, at vi er på rette vej. Således viser en opgørelse over antallet af TV-seere til FC Nordsjællands hjemmekampe en stigning på over 15% fra forrige sæson til sidste sæson. – Det er en markant fremgang på et år, og facit er nu, at FC Nordsjælland har over 100.000 seere i gennemsnit til klubbens Superligakampe i TV på hjemmebane, siger Ole Palmå.