Mtiliga vil gerne prøve at vinde pokalen

Kategorier

Mtiliga vil gerne prøve at vinde pokalen

Patrick Mtiliga debuterede for FCN for tre år siden i en kamp i Hillerød i DBU Pokalen, og nu skal han som anfører være med til at føre FC Nordsjællands pokaltraditioner videre. Hør om det på videoen her

FC Nordsjælland har stolte pokaltraditioner fra årene 2010 og 2011, hvor tigrene to år i træk kunne hæve pokalen i triumf i Parken, begge gange efter finalesejre over FC Midtjylland. Patrick Mtiliga har ikke været med til nogen af de to store pokaltriumfer, idet han først blev hentet hjem til dansk fodbold og FCN fra Malaga den 4. august 2011. Efter en lille måneds hård træning var Patrick Mtiliga klar til debut for FCN den 31. august i 2. runde af DBU Pokalen i sæson 2011/12. Her spillede FCN mod Hillerød på Hillerød stadion og vandt 6-0 med Patrick Mtiliga på banen i alle 90 minutter. Og herefter var han også fast mand på Superligamandskabet og en profil på holdet, der vandt DM-guld i den sæson og sølv året efter. Pokaltriumfer er det dog ikke blevet til siden, selv om FCN var tæt på i forårets to semifinalekampe mod FCK. Men Patrick Mtiliga er nu holdets anfører og rundede sin kamp nr. 100 med tigeren på brystet i lørdags i Aalborg, og han kan sammen med resten af holdet nu glæde sig over toppositionen i Superligaen og indtræden i DBU Pokalen ved lodtrækningen til 2. runde på torsdag. Alle kampene i 1. runde under DBU spilles her tirsdag og onsdag, hvor fem af FC Nordsjællands samarbejdsklubber er i aktion. Det er Blovstrød (hj. mod Brønshøj), Gilleleje (hj. mod B 77 Rødovre), Birkerød (ude mod SC Egedal), FC Helsingør (hj. mod Fremad Amager) og Jægersborg (hj. mod B 93). Ved lodtrækningen til 2. runde på torsdag indtræder alle holdene fra nr. 5 og nedefter fra sidste års Superliga. Hverken i 2. eller 3. runde af DBU Pokalen kan Superligaholdene trække hinanden, og da lavest placerede altid har hjemmebane, vil første pokalkamp altså blive en udekamp for FCN.