Mtiliga: Vi skal holdes til ilden

Kategorier


Patrick Mtiliga husker altid fansene og er populær hos alle FCN-tilhængere, som på søndag får lejlighed til at hylde ham for 100 kampe med tigeren på brystet. (Foto: Rie Neuch)

Mtiliga: Vi skal holdes til ilden

Anfører Patrick Mtiliga er meget glad for den gode sæsonstart med mange point på gejst og vilje, men nu gælder det om at holde kadencen

FC Nordsjælland har fået den bedste sæsonstart i otte år med 10 point for de første fem kampe, og det er måske ekstra imponerende i betragtning af, at der er skiftet en del ud i både trup og trænerstab til denne sæson. Holdets nye anfører, Patrick Mtiliga, glæder sig over de muligheder, den gode sæsonstart giver: – Lidt overrasket er jeg da over, at det er gået så godt, for vi var måske lidt i tvivl om vores niveau her fra start. Men ser man på de første kampe, kan vi være meget tilfredse med resultaterne. Og især måden, de er skabt på med en enorm vilje og gejst. – Det har været en super holdindsats, for det kræver meget at komme tilbage i kampene. Især fordi vi har så mange unge spillere på holdet, men det giver også en masse ekstra energi. – Men der er kun spillet fem kampe, og vi skal være bevidste om, at man ikke behøver at ende på toppen, fordi man starter der. Vi skal holdes til ilden. Det, der har givet point i de første kampe, skal vi holde fast i. Vores base er hårdt arbejde for hinanden, lyder det fra Patrick Mtiliga. Der er med Ólafur Kristjánsson som ny cheftræner justeret på nogle ting, og FC Nordsjællands anfører ser spændende perspektiver: – Vi har ændret lidt i spillestilen med mere direkte spil og fokus på effektivitet. Vi er blevet hurtigere til at tænke genpres og til at gå i kontrafase. Det var vigtigt for os først at vise, at vi kunne få point, så vi kunne få den ro på, som en god start giver. Vi vil jo gerne udvikle spillet og ind imellem kunne skabe mere ro på i kampene. – Nu har vi de point på kontoen, vi havde satset på, og så kan vi arbejde videre uden at føle os så presset. Vi vil hele tiden forsøge at lægge noget mere på og sætte os nye mål. Der er ingen tid til at hvile sig. – Vi skal lære og udvikle, og Ólafur gør meget ud af, at vi skal være bevidste om at styre de forskellige faser i en kamp og komme fornuftigt ud af dem. Det nytter ikke at spille naivt, fordi man har modgang. Så må man koncentrere sig ekstra om at genvinde kontrollen og komme igen i næste fase, forklarer Patrick Mtiliga. Han kom til FCN fra Malaga i august 2011, og her tre år senere har han netop rundet de 100 kampe med tigeren på brystet og er med sine 33 år truppens ældste. Erfaringen bruger han nu også som anfører. En rolle, han trives i: – Jeg tror, det er godt personligt for mig med det her ansvar. Jeg skal have mere overskud til at hjælpe de andre og se mere objektivt på det hele. – Som anfører gælder det om at finde den rigtige balance til ledelsen, for man er jo med til at træffe beslutninger. Men først og fremmest skal man være den, man er. Troværdighed er det, man kommer længst med. – Stokholm har været en stor inspirationskilde for mig omkring rollen som anfører, og jeg snakker da også stadig jævnligt med ”Stok” og bruger ham som en slags sparringspartner. Jeg synes, det er gået godt, men prøven kommer vel også først for alvor, når vi møder modgang, siger Patrick Mtiliga. Han spillede i Aalborg sin kamp nr. 100 og altså 101 i Hobro,og på søndag vil Patrick Mtiliga blive hyldet før kampen mod Brøndby for sin indtræden i FCN Hall of Fame.