Målfest og ny sejr i Farum forlystelsespark

Kategorier


Joshua John har scoret sejrsmålet til 3-2 på en super bold fra Nordstrand, og så er der jubel. (Foto: Rie Neuchs)

Målfest og ny sejr i Farum forlystelsespark

FC Nordsjælland leverede mod Esbjerg en næsten tro kopi af sæsonpremieren med fem mål, et hav af målchancer, topunderholdning og vigtigst af alt igen en sejr på 3-2

Publikum i Farum Park bliver forkælet helt vildt her fra start i den nye sæson. Premieren mod FC Vestsjælland var fantastisk, men alligevel lykkedes det nærmest at overgå den præstation, da Danmarks stærke europæiske hold fra Esbjerg kom på besøg. Det blev en kamp så chancerig, at publikum blev næsten lige så forpustet som spillerne i den tropiske hede, der havde lagt sig over Farum Park. Straks fra start blev kampen spækket med målchancer, først et par store til FCN og siden nogle stykker til gæsterne, inden Uffe Bech efter en halv time bragte FCN foran 1-0 på et super oplæg fra Søren Christensen. Lidt efter måtte David Jensen præstere en mirakelredning på et straffespark til Esbjerg. Han kastede sig til den rigtige side og parerede flot skuddet fra Martin Pusic. Og kort før pausen var FCN i stedet tæt på at øge føringen på et forrygende skud af Joshua John. 2. halvleg blev dog endnu mere dramatisk og spændende, da Esbjerg efterhånden fik sat tryk på og jagtede en udligning. For FCN startede en voldsom rutsjetur nedefter, da Esbjerg scorede i både det 62. og 63. minut ved Martin Pusic og Jacob Ankersen. Men så gik tigrene til modangreb og fik vendt rutsjeturen til et højdepunkt, da først Uffe Bech fik udlignet i det 71. minut på straffe begået mod ham selv, og især da Joshua John med sit første sæsonmål scorede til 3-2 i det 75. minut på fornemt oplæg fra indskiftede Morten Nordstrand. Herefter fightede tigrene 3-2 sejren hjem i en hæsblæsende afslutning, der fik publikum i Farum Park helt op af stolene. Spillerne fik en super opbakning og kvitterede med sæsonens anden hjemmesejr. Farum Park er ikke længere blot en fæstning men også en ren forlystelsespark Kampens højdepunkter: 5. minut: Kristian Lindberg spilles helt fri på et langt præcist udspark fra keeper David Jensen, men Lindberg afslutter sin friløber med et skud lige i favnen på Esbjergs målmand.
6. minut: Martin Pusic rammer stolpen på en afslutning fra spids vinkel efter tøven i FCN-forsvaret.
11. minut. David Jensen snupper i flot stil et hovedstød fra Martin Pusic.
30. minut: 1-0 Kristian Lindberg opsnapper bolden efter en fejlaflevering på Esbjergs midtbane, og han spiller Søren Christensen i hurtigt fremløb med vestjydernes mål. SC serverer bolden på det helt rigtige tidspunkt til Uffe Bech i højre side af straffesparksfeltet, og Bech lægger elegant bolden i mål ved fjernste stolpe udenfor keeper Dubravkas rækkevidde.
37. minut: Der dømmes straffe for hånd på bolden mod Anders “AC” Christiansen, men David Jensen parerer det ellers hårde straffespark fra Martin Pusic og hindrer også Esbjerg-scoring på riposten.
49. minut: Jakob Ankersen kommer fri til skud men pareres af David Jensen.
58. minut: Det ligner et straffe til FCN, da Lindberg væltes i feltet, men fløjten forbliver tavs.
62. minut: 1-1 Hovedstød af Martin Pusic i fri position tæt under mål.
63. minut: 1-2 Kanonskud af Jakob Ankersen
71. minut: 2-2 Straffe til FCN begået mod Uffe Bech, der bliver holdt efter en smart dribling ved baglinjen. Uffe Bech scorer selv meget sikkert fra 11 meter pletten.
73. minut: Martin Vingaard spilles blank til skud i feltet af Emiliano Marcondes, men Vingaards flade skud bliver reddet med foden af en “flyvende” forsvarer.
75. minut: 3-2 Uffe Bech sender Morten Nordstrand afsted i dybden til en friløber, og “Nord” vælger i stedet for selv at afslutte alene med keeperen at lægge bolden på tværs til den fremstormende Joshua John, der har let ved at score. Dagens detalje: Den leverede en sprudlende Uffe Bech, da han fik bolden spillet ved baglinjen på et kort hjørnespark fra Martin Vingaard. Smart drejede Uffe Bech omkring sig selv og gik forbi på ingen plads langs baglinjen, så Magnus Lekven ikke så anden udvej end at gribe omkring den lille FCN-spirrevip og vælte ham til straffespark. Det omsatte Uffe Bech selv iskoldt i mål. Lagde du mærke til: At FCN nu har fået ram på to hold, som tigrene havde det allersværest mod i sidste sæson. FC Vestsjælland havde FCN aldrig tidligere slået før premierekampen. Og Esbjerg fik FCN slet ikke point mod i de tre kampe i sidste sæson. Kampens FCN-spiller: Skibby Bageren valgte som Man of the Match partner den dobbelte målskytte Uffe Bech som dagens FCN-spiller.
Statistisk set: Boldbesiddelse:
FCN: 47% – Esbjerg: 53%
Skud:
FCN: 13 – Esbjerg: 18
Skud på mål:
FCN: 9 – Esbjerg: 5
Hjørnespark:
FCN: 3 – Esbjerg: 5 Det var anden gang i denne sæson, at FC Nordsjælland i kampens sidste tyve minutter vendte et truende nederlag fra 1-2 til sejr på 3-2. Det var anden gang i denne sæson, Uffe Bech scorede mere end et mål i en kamp for FCN, og han er nu Superligaens topscorer. Hørt på spillergangen: Den dobbelte målscorer Uffe Bech om den fikse detalje, der førte til straffesparket: – Det var slet ikke nogen indøvet detalje. Det var bare noget, der skete pr. instinkt. Vi havde ikke aftalt at prøve et kort hjørne, men situationen indbød til det, og så prøvede jeg bare at dreje den vej rundt tæt på baglinjen. Der var ikke tvivl om straffesparket, for han holdt mig da fuldstændig fast. Søren Christensen fik endelig comeback i Farum Park: – Det var helt vanvittigt, hvad der var af chancer i den her kamp. Lidt for mange til dem efter min smag, men vi skabte også rigtig mange. Det var en dejlig sejr, og jeg elsker at vinde sådan nogle kampe i Farum Park. – Vi fik igen vist høj moral, og så var det en fantastisk redning af David på straffesparket. Morten Nordstrand om oplægget til sejrsmålet: – Da jeg kiggede op efter Josh første gang, var han på linje med forsvareren, men da jeg kiggede op 2. gang kunne jeg se, at Josh var foran, og så var det bare om at spille chancen større. Målmanden dækkede målet godt, så jeg var sikker på, at det blev en bedre chance ved at spille på tværs, og heldigvis passede det helt perfekt sammen. Matchfacts:

Superligaen, 3. runde, 3. august 2014

FCN-Esbjerg 3-2 (1-0)
Mål:
30. minut: 1-0 Uffe Bech, assist Søren Christensen
62. minut: 1-1 Martin Pusic
63. minut: 1-2 Jacob Ankersen
71. minut: 2-2 Uffe Bech (straffespark)
75. minut: 3-2 Joshua John, assist Morten Nordstrand
Tilskuere: 3.146 tilskuere
Dommer: Anders Poulsen
Advarsler: Morten Nordstrand, FCN, samt Michael Jakobsen, Magnus Lekven, Jeppe Andersen, og Ryan Johnson Laursen.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 David Jensen
2 Ivan Runje
3 Pascal Gregor
5 Anders ”AC” Christiansen
7 Uffe Bech
8 Patrick Mtiliga
10 Martin Vingaard
12 Joshua John (ind i 82. minut 4 Andreas Maxsø)
17 Søren Christensen (ind i 66. minut 18 Emiliano Marcondes)
21 Kristian Lindberg (ind i 66. minut 11 Morten Nordstrand)
23 Mario Ticinovic
På bænken uden at komme ind:
16 Alex Runarsson
9 Kim Aabech
20 Kasper Lorentzen
24 Kamal Issah