Karlsson og Thychosen scorede i reservernes sejr

Kategorier


Adam Arnarson spillede alle 90 minutter i 2-1 sejren over Lyngby – foto: fcn.dk

Karlsson og Thychosen scorede i reservernes sejr

FC Nordsjælland tog i dag, tirsdag, hul på reserveholdsturneringen ved at slå Lyngby Boldklub med 2-1.

FCN bragte sig foran kort inde i 2.halvleg, da Emiliano Marcondes blev nedlagt i feltet, og på det efterfølgende straffespark scorede nyindkøbet David Moberg Karlsson sikkert. Med 10 minutter igen var der comeback-scoring fra Oliver Thychosen, som fikst snuppede bolden fra Lyngby-forsvaret og scorede fladt under målmanden. Thychosen har siddet ude med en skade i godt fire måneder, men har trænet med Superliga-holdet i den seneste periode og fik altså i dag sit comeback for reserverne. Lyngby ville dog lege med til sidst i kampen, da Frederik Gytkjær fik sparket den i nettet efter noget passivt forsvarsspil fra FCN. Det blev dog ikke til mere og FC Nordsjælland vandt fortjent kampen. 1. Team Coach Peter Feher sagde efter kampen: – Vi er tilfredse med resultatet og spillet, vi havde en lang rejse i går, og det fik drengene rystet godt af sig. Vi finder nogle fine mellemrum, og fik kreeret nogle gode chancer. Det giver os noget mere dybde da Oliver (Thychosen, red.) kommer ind til 2.halvleg, og han scorede også det ene mål og var en god trussel mod dem. Dejligt at se Oliver tilbage, så skal vi have ham helt i omdrejninger igen. Adam (Örn Arnarson, red.) gjorde det også fint, han er meget stabil og solid i sit spil. Det er en spiller til fremtiden, men det er dejligt at se at han allerede nu, uden at kende sine medspillere og måden vi spiller på 100 procent, kan spille så stabilt for os. – David (Moberg Karlsson, red.) leverede et fint indtryk, vi fik set lidt af det som han har i sig. Hurtige fødder og klar til at udfordre hele tiden, det skal nok blive godt, fortalte Peter Feher efter kampen.