Hebo klar til debut i nationaldragten

Kategorier


Mathias Hebo blevet kåret som pokalfighter, da FCN vandt U/19 pokalturneringen. Nu er Mathias Hebo med i Superligatruppen og står foran sin debut på U/20 landsholdet.

Hebo klar til debut i nationaldragten

FC Nordsjælland har fire spillere med i ugens U/20 samling og kampen torsdag i Svendborg mod Liverpools U/21 hold

Siden i mandags har U/20 landstræner Jess Thorup haft sin trup til træningssamling i Svendborg, hvor der sluttes af i morgen med en kamp mellem Danmarks U/20 landshold og Liverpools U/21 mandskab. FC Nordsjælland er repræsenteret med hele fire mand i U/20 truppen. Det er Emiliano Marcondes,, Mikkel Jensen, Nicklas Mouritsen og Mathias Hebo Rasmussen. For sidstnævnte er der udsigt til debut i nationaldragten: – Vi har fået at vide, at alle i truppen får kamptid mod Liverpool. Jeg har været med til samlinger før, men har aldrig tidligere spillet kamp i nationaldragten, så jeg glæder mig helt vildt, siger Mathias Hebo, der her i sommerpausen blev forfremmet fra U/19 til Superligatruppen i FCN, som de øvrige tre nordsjællandske spillere i U/20 landsholdssamlingen også er en del af. Både Emiliano Marcondes og Mikkel Jensen har optrådt på diverse ungdomslandshold mange gange, og Nicklas Mouritsen har fem ungdomskampe bag sig. Men for Mathias Hebo er det første kamp i nationaldragten: – Det er selvfølgelig stort for mig og en drøm, man har haft siden spillet i baghaven som barn. Vi skal op mod årgang 93/94 spillere fra Liverpool, så de er lige lidt ældre, og vi bliver således matchet på højt plan. – Jeg er glad for, at jeg via intensiteten i vores Superligatræning i klubben med så gode spillere til daglig har fået noget mere ballast. Der er også godt knald på træningen her i U/20 landsholdstruppen, og man mærker tydeligt, at alle kæmper for det, siger Mathias Hebo. Efter kampen mod Liverpool tager alle spillerne direkte tilbage til klubberne, så de fire FCN-spillere kan være med i fredagens afsluttende træning før lørdagens Superligakamp i Aalborg mod de danske mestre fra AaB.