Farum Park får igen FIFA’s fineste stempel

Kategorier

Farum Park får igen FIFA’s fineste stempel

Ligesom alle andre baner rundt om i verden skulle Farum Park også gennem FIFA’s test af baneforholdene, før prædikatet FIFA 2 star var sikret igen. FCN TV var med på rundtur, da FIFA-repræsentanten gennemgik de forskellige tests.

Der har igen været besøg af FIFA i Farum Park, hvor FIFA’s repræsentant, Lee Guerriero har testet baneforholdene på en lang række punkter. Farum Park bestod alle de skarpe tests, og fik dermed fornyet det fineneste FIFA-stempel: FIFA 2 star, der betyder, at banen er godkendt til kampe i Champions League, internationale landskampe samt selvfølgelig også Superligakampe. Testen består af især 2 hovedområder: 1. Boldens samspil testes med hensyn til hvordan bolden ruller på banen, hvor hurtigt den ruller og også hvor meget den hopper samt hvordan den hopper. Disse tests foretages 19 forskellige steder på banen for at få hele banen dækket af testdata.
2. Spillerens samspil testes i forhold til hvor meget stødabsorbering banen giver når spilleren løber, hvor fast står spilleren, hvor fast er banen, hvad er banens modstand ved glidende tacklinger FC Nordsjællands baneansvarlige Lars Hallengreen glæder sig over testresultatet og det fineste FIFA stempel: – Disse tests er meget vigtige for os i forhold til at kende vores bane og hele tiden optimere vores pleje af banen. Vi benytter banen sammen med Farum Boldklub ca. 1.900 timer årligt til træning og til kampe. – Det er derfor meget vigtigt at banen plejes optimalt for at sikre den højst mulige kvalitet, når der spilles Superliga kampe og internationale kampe her hos os. Vi ser det derfor som en gave, at der er disse krav til kunstgræsbaner, og vi lærer af disse tests, siger Lars Hallengreen. De specifikke krav til kunstgræsbaner om hvor højt bolden må hoppe og hvor hurtigt den må rulle svarer til de krav, der stilles til perfekte græsbaner, som benyttes på højeste niveau i udlandet. I udlandet har de indført disse krav også til græsbaner, hvilket også er på vej til Danmark. Så Farum Park er altså ifølge testen på niveau med de bedste baner i udlandet. – Det betyder ikke, at vi ikke hele tiden sørger for at skrue på de parametre, vi kan skrue på – vanding af banen, påfyldning af infill og rivning af banen for at gøre banen så god som overhovedet muligt, så spillerne får den bedst mulige oplevelse på banen, lyder det fra Lars Hallengreen.