Endnu et fantastisk comeback af FCN

Kategorier


Joshua John spillede en flot kamp i Aalborg med udligning til 1-1 og assist til 2-1. (Foto Rie Neuchs)

Endnu et fantastisk comeback af FCN

FC Nordsjælland var bagud 0-1 ved pausen i Aalborg, men på mål af Joshua John og Kristian Lindberg vendte tigrene kampen og vandt 2-1

FC Nordsjælland gjorde det igen. For tredje gang leverede tigrene et comeback af dimensioner, så et truende nederlag blev vendt til sejr. Og med ni point for fire kampe er FCN nu i spidsen for Superligaen. Kampen i Aalborg viste igen et FCN-mandskab toptrimmet med moral og vilje til at fighte for hinanden og holdet. De danske mestre fra AaB kom foran på deres første målchance i det 18. minut, og generelt var 1. halvleg fattig på målchancer. Efter pausen kom FC Nordsjælland ud med et mere aggressivt pres på hjemmeholdet og erobrede flere bolde højere oppe på banen. Det gav en meget mere åben slagudveksling og åbne chancer, især til FC Nordsjælland, der fortjent fik udlignet i det 57. minut. Morten Nordstrand pressede Kenneth Emil Petersen til en fejlaflevering lige i fødderne på Joshua John, der straks satte kurs direkte mod mål og udlignede til 1-1 via indersiden af den bagerste stolpe. Det tvang AaB frem på banen igen, og så blev der for alvor plads til giftige angreb for FCN. Et lille kvarter før tid faldt afgørelsen, da Joshua John igen spænede fra sin oppasser og med stort overblik lagde bolden ind til Kristian Lindberg, der scorede til 2-1. Herefter havde FCN et par giga-chancer for at øge føringen. Den største havde Superligaens topscorer Uffe Bech, da han kort før tid headede sig selv til en friløber fra midten. Uffe Bech rundede i elegant stil målmand Nicolai Larsen men ramte stolpen, da han skulle dreje bolden ind i det tomme mål. Heldigvis fik det ingen betydning for kampens udfald, for FCN-forsvaret var påpasseligt og gav ingen chancer væk i slutfasen, hvor de tre point blev fightet hjem med en stor holdindsats. Kampens højdepunkter: 18. minut: 1-0 Efter en hurtig omstilling slipper AK Jakobsen fri i dybden i højre side, og hans maskerede tværaflevering firsttimer Nicklas Helenius i nettet midt for mål.
26. minut: Farlig indlæg fra Joshua John efter et hjørnespark, men bolden passerer alle tæt foran mål.
30. minut: Martin Vingaard tager chancen med et skud udefra, som Nicolai Larsen i målet parerer til hjørnespark.
36. minut: Joshua John spæner igennem til frit skud ved kanten af feltet, men der er hverken kraft eller præcision i skuddet.
38. minut: Helenius fyrer af langt udefra, man David Jensen står godt placeret og parerer.
57. minut: 1-1 Joshua John opsnapper en fejlaflevering fra Kenneth Emil Petersen og sætter lynhurtigt kurs mod AaB-målet og scorer med et fladt skud.
70. minut: David Jensen parerer et farligt forsøg fra Thomas Enevoldsen.
77. minut: 1-2 Indskiftede Kristian Lindberg sætter sidste fod på bolden midt for mål og sparker den i kassen på indlæg fra Joshua John i endnu et hurtigt gennembrud på venstrekanten.
81. minut: Uffe Bech spilles fri til skud af Joshua John, men skuddet sidder lige i favnen på keeperen.
90. minut: Uffe Bech skaffer sig selv en friløber fra midten af banen, men efter at have rundet Nicolai Larsen i målet sparker han desværre på stolpen. Dagens detalje: Kort før kampens slutning headede Uffe Bech bolden frem mod en fri Kristian Lindberg, der dog tydeligt var i offside position. Lindberg signalerede derfor klart, at han ikke gik efter bolden, og han var derfor ikke i en strafbar offside, så Uffe Bech kunne i stedet løbe bolden op og var helt fri. Desværre ramte Bech stolpen med sin afslutning. Lagde du mærke til: At Kasper Lorentzen endelig fik sit comeback, da han kom på banen i stedet for Søren Christensen i det 73. minut. Kasper Lorentzen var således også med til at fuldende triumfen, da FCN scorede til 2-1 fire minutter senere, og i slutfasen var Lorentzens rutine meget værdifuld for FCN Statistisk set: Boldbesiddelse:
AaB: 50% – FCN: 50%
Skud:
AaB: 11 – FCN: 13
Skud på mål:
AaB: 3 – FCN: 5
Hjørnespark:
AaB: 7 – FCN: 5 Joshua John gentog bedriften fra sin debutkamp i Aalborg for to år siden, hvor han også scorede til 1-1. Men denne  gang lagde han lige lidt ekstra på ved også at servere bolden til 2-1 målet og dermed en sejr. Det var 11. Superligakamp i træk, FCN scorerede i, og dermed kan klubrekorden på 12 i træk tangeres i næste kamp på udebane mod Hobro mandag 18. august. Anfører Patrick Mtiliga spillede sin kamp nr. 100 for FCN. Hørt på spillergangen: Matchvinder Kristian Lindberg var glad for sin første Superligascoring i denne sæson: – Nu har jeg startet inde i de tre første kampe og skulle nok have scoret i en af dem. Derfor var det ekstra dejligt, at det endelig lykkedes, da jeg kom på banen i dag. Tak til Joshua John for serveringen. Den lå lige som den skulle, og det var lidt af en forløsning for mig at sparke den ind. – Det var dejligt, at vi fik det afgjort til vores fordel på en god 2. halvleg. Vi snakkede i pausen om, og vi skulle presse højere oppe og mere aggressivt, og det lykkedes os derfor også flere gange at erobre bolden så højt på banen, at vi straks kunne køre hurtige omstillinger. Og så leverede Joshua en flot kamp, som rev AaB fosvaret op flere gange, siger Kristian Lindberg, der kom på banen i stedet for Morten Nordstrand efter en times spil. Matchfacts:

Superligaen, 4. runde, 9. august 2014

AaB-FCN 1-2 (1-0)
Mål:
18. minut: 1-0 Nicklas Helenius
57. minut: 1-1 Joshua John
77. minut: 1-2 Kristian Lindberg, assist Joshua John
Tilskuere: 5.904 tilskuere
Dommer: Dennis Mogensen
Advarsler: Frederik Børsting, AaB, samt Mario Ticinovic, Pascal Gregor og Kristian Lindberg, FCN.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 David Jensen
2 Ivan Runje
3 Pascal Gregor
5 Anders ”AC” Christiansen
7 Uffe Bech
8 Patrick Mtiliga
10 Martin Vingaard
11 Morten Nordstrand (ind i 61. minut 21 Kristian Lindberg)
12 Joshua John
17 Søren Christensen (ind i 73. minut 20 Kasper Lorentzen)
23 Mario Ticinovic  (ind i 84. minut 4 Andreas Maxsø)
På bænken uden at komme ind:
16 Alex Runarsson
18 Emiliano Marcondes
19 Mark Gundelach
24 Kamal Issah