Ólafur fik en varm velkomst

Kategorier

Ólafur fik en varm velkomst

Farum Park har været som en fæstning gennem tre sæsoner (klik HER og se alle resultaterne), og tigrene viste i sæsonpremieren igen styrken foran eget publikum med islændingen Ólafur Kristjánsson som ny cheftræner.

Ólafur Kristjánsson fik en varm velkomst i Farum Park med et stort banner fra fanskaren før starten på premierekampen: Vi tror på dig Ólafur, var ordlyden på banneret, som glæder FC Nordsjællands nye islandske træner: – Jeg havde så meget at tænke på, lige da holdet løb på banen, så jeg så det ikke selv, men min søn så det og tog et billede, som han straks lagde på instagram. Selvfølgelig er jeg meget glad for sådan en modtagelse. Der varmer og forpligter, så det var godt, vi vandt premieren. Nu må vi jo prøve at leve op til tilliden igen mod Esbjerg, siger Ólafur Kristjánsson. De seneste tre sæsoner har Farum Park været som en uindtagelig fæstning, hvor tigrene næsten aldrig tabte, men i foråret var der ved at opstå lidt sprækker i muren, hvor både FC Vestsjælland, Esbjerg og AaB fik sparket hul. FC Vestsjælland var ved at gøre det igen i premieren i denne sæson med to hurtige mål, men heldigvis slog FCN angrebet stærkt tilbage og sejrede med 3-2, så der nu er lagt op til en ny sæson med Farum Park som en solid base. I det spil er det også vigtigt for spillerne med lydhør opbakning, og den er der gjort ekstra ud af til denne sæson, hvor FCN har fået Opel som stemningspartner. Det betyder blandt andet, at alle tilskuere i Farum Park bliver tilbudt en stemningsfolder, der kan bruges til at højne opbakningen og skabe en god lydkulisse. KLIK HER og se, hvordan det er gået i alle 52 hjemmekampe i Superligaen i de sidste tre år, der har givet 32 sejre, 13 uafgjorte kampe og kun 7 nederlag. Altså 109 point, svarende til 2,1 point i snit pr. kamp. Her ses alle resultaterne, hvor de få nederlag er markeret med rødt. Kun to gange i de seneste to sæsoner har tigrene forladt Farum Park uden at score, så hjemmepublikum har næsten altid garanti for mål at glæde sig over.