Mtiliga: Kort opstart men ingen stress

Kategorier

Mtiliga: Kort opstart men ingen stress

– Vi arbejder intenst med input og de få ændringer fra vores nye træner, men FCN-stilen er fortsat basen, siger Patrick Mtiliga før den næstsidste træningskamp i morgen mod Brønshøj

I morgen tirsdag kl. 17.30 spiller FCN mod Brønshøj hjemme i Farum Park, og derefter er der kun endnu én træningskamp tilbage inden det allerede fredag 18. juli går løs for alvor med Superligapremieren hjemme mod FC Vestsjælland. Òlafur Kristjánsson har som ny træner i FC Nordsjælland ikke lang tid til at sætte sit præg på holdet, men det stresser på ingen måde spillerne, fastslår erfarne Patrick Mtiliga: – Vi arbejder intenst ved træningen med at indarbejde nogle få ændringer og bruger tiden bedst muligt. Jeg synes, vi har haft en fin opstart indtil nu, og der arbejdes godt fra alle mand, men der er ingen stress. Vi fortsætter jo FCN-linjen og holder os til det, vi er gode til. – Ólafur er kommet med nye input, og det giver en frisk start for alle. Der bliver set på det hele med friske øjne, og det tror jeg er meget sundt. Alle arbejder på at yde deres allerbedste ved hver eneste træning, og ingen kan føle sig sikre, siger Patrick Mtiliga. Nogle af de ting, der er arbejdet mest med, skal afprøves tirsdag mod Brønshøj: – Vi har især fokus på hvor højt, vi skal stå på banen, og hvor vi skal lægge trykket på modstanderne. Og så har vi også haft stort fokus på at forbedre vores defensiv i forbindelse med standardsituationer, hvor vi i sidste sæson lukkede for mange mål ind. – Jeg nyder det intense træningsarbejde, men selvfølgelig glæder vi os også til igen snart at spille Superligakampe. Det er jo i kampene, vi skal bevise værdien af vores træning. Vi fik en skidt sæsonstart sidste år, og det har vi forhåbentlig lært af. Det tager tid at rette op, så vi skal gerne noget bedre i gang i denne sæson, lyder det fra Patrick Mtiliga. Der er fri adgang til træningskampen mod Brønshøj i Farum Park tirsdag 17.30, og der vil også være åbent i boderne under A-tribunen.