Kenneth Rasmussen bliver fast U/15 træner

Kategorier

Kenneth Rasmussen bliver fast U/15 træner fra næste sæson

Kenneth Rasmussen forsætter i jobbet som U/15-træner, som han også har stået i spidsen for i foråret, hvor han sprang til og tog stafetten, da der var brug for det.

Kenneth Rasmussen bliver også ansvarlig for udviklingen af klubbens specifik-træning fra U/15 og nedefter. Kenneth Rasmussens nye rolle vil være med til at styrke ressourcerne omkring FSN-samarbejdet, Fodbold Samarbejdet Nordsjælland.

Fungerende sportsdirektør Allan K. Pedersen siger:

– Kenneth Rasmussen har været i FC Nordsjælland i mange år, og han har været med til at skabe linjen i hele klubbens ungdomsarbejde. Nu overtager Kenneth så jobbet som U/15 træner fast og kan dermed være med til at skabe stabilitet i ungdomsarbejdet i U/15 og specifik nedefter, men samtidigt også være bindeleddet opad til, hvor han ved hvad der foregår og hvad der kræves.

– U/15 årgangen er utrolig vigtig, fordi det netop er her, hvor vi indsluser vores akademi-spillere. Kenneth vil kunne være med til at overføre den rette FCN-DNA til vores unge talenter allerede i en tidlig alder.

– De nye i klubben kan på den måde blive formet bedst muligt fra start, og Kenneth vil også  forsat være FC Nordsjællands primære kontakt til moderklubben, Farum Boldklub, som er vores aller tætteste og vigtigste partner.

– De opgaver, Kenneth ikke længere skal løse, herunder Talentchef jobbet, vil fremover blive varetaget af andre. Herom meldes ud inden så længe, lyder det fra Allan K. Pedersen.

Kenneth Rasmussen fortæller: – Jeg glæder mig selvfølgelig til at komme igang med de nye opgaver, jeg har været i klubben i 10 år nu og har haft flere forskellige roller, og kender derfor klubbens godt indefra. De erfaringer skal jeg bruge i mine nye roller. – Det bliver spændende at skulle forme vores unge akademi-spillere omkring U/15-holdet med vores DNA, og jeg ser frem til at komme endnu tættere på vores kernegruppe, nemlig vores samarbejdsklubber. – Det er enormt positivt, at vi kan få tilført flere ressourcer til netop det område, og på den måde blive endnu bedre til at give vores viden videre til klubberne, siger Kenneth Rasmussen.