Værd at vide før dagens kamp mod AaB

Kategorier


David Jensen holdt igen nullet i Randers, og det var tredje gang i de seneste fire kampe. (Foto: Boesenfoto.dk)

Værd at vide før dagens kamp mod AaB

FC Nordsjælland spiller i dag kl. 20:00 hjemme i Farum Park mod guldkandidaterne fra AaB. Her er lidt statistiske vinkler på den fantastisk vigtige Superligakamp.

VIDSTE DU AT… …FC Nordsjælland og AaB har mødt hinanden 35 gange i Superligaen, og regnskabet er næsten helt lige. FCN har vundet 11 kampe og tabt 12, mens 12 kampe er endt uafgjort. Kun tre af FC Nordsjællands sejre er sikret i Farum Park, men det er til gengæld de tre seneste kampe. …FCN ikke har ikke tabt en kamp til AaB siden den 24. oktober 2010, hvor AaB vandt 2-0 i Aalborg. Siden er det blevet til 3 uafgjorte kampe og 6 FCN-sejre. …Morten Nordstrand scorede begge mål, da FCN vandt 2-1 over AaB, sidst nordjyderne var i Farum Park i 5. spillerunde. Siden har de to klubber delt point for 1-1 i Aalborg i 16. spillerunde. …FC Nordsjælland ikke har tabt  til AaB i Farum Park siden november 2007, altså 6½ år som ubesejret på hjemmebane mod nordjyderne. …efter 1-0 sejren i Randers er FC Nordsjælland nu den klub med flest clean sheets i Superligaen i denne sæson. FCN har holdt rent bur 11, gange, mens det er lykkedes 10 gange for FCM og Brøndby. Esbjerg og AaB har begge forhindret modstanderne i at score 9 gange. …begge hold har en spiller i karantæne. FCN må undvære Nicolai Stokholm til kampen mod AaB, der må se bort fra Thomas Augustinussen. …AaB-træner Kent Nielsen har spillet 54 A-landskampe og var med til at blive europamester i 1992. Som spiller har han spillet for Brønshøj, Brøndby, Aston Villa og AGF, og han har prøvet at blive danske mester som spiller, nemlig med Brøndby i 1987 og 1988. Men som træner har Kent Nielsen sit første danske mesterskab til gode. …32-årige Anders Due fik sit gennembrud i Superligaen hos FC Nordsjælland i sæsonen 2005/06, hvorefter han blev solgt til Vitesse Arnhem. I 2008 kom han retur til dansk fodbold hos AaB, hvor han har spillet lige siden bortset fra foråret 2011, hvor han var tilbage hos FC Nordsjælland på lejebasis. Anders Due har således spillet med tigeren på brystet af to omgange og tilsammen med 41 Superligakampe og fem FCN-mål som facit.