Nu byder FCN for alvor ind på 5. pladsen

Kategorier


Uffe Bech blev matchvinder med 1-0 scoringen i Randers midt i 2. halvleg. (Foto: Boesenfoto.dk)

Nu byder FCN for alvor ind på 5. pladsen

En vigtig 1-0 sejr blev slidt hjem med taktisk snilde og via et pragtmål af Uffe Bech i en ellers uskøn kamp i Randers

Kønt var det bestemt ikke, det tigrene leverede i  AutoC Park i Randers, men på hårdt slid og taktisk snilde kom alle tre point med i bussen hjem. Og den sejr var bare så vigtig for resten af sæsonen, hvor FCN efter to 1-0 sejre i træk nu for alvor byder ind på 5. pladsen og dermed europæisk fodbold igen efter sommerferien. Efter 1-0 sejren hjemme over FCK, hvor FC Nordsjælland viste flot spil, blev det en helt anden kamp i Randers mod et super aggressivt hjemmehold, der længe var i stand til at fastholde et næsten knusende tryk på tigrene. Heldigvis stod forsvaret og især David Jensen imod med gode redninger, mens det så værst ud, og så fik cheftræner Kasper Hjulmand ændret lidt på det taktiske undervejs, så der kom mere sammenhæng i tigrenes spil. Anfører Nicolai Stokholm har ligget syg de seneste par dage og startede på bænken, men han blev bragt i spil små ti minutter før pausen. Og i 2. halvleg begyndte FCN at skabe bedre kontraspil, og så slog lynhurtige Uffe Bech pludselig til i det 63. minut, da han rundede en forsvarer og i stedet for også at udfordre den sidste skød resolut langt udefra. Bolden gik i en blød bue forbi Peter Friis i Randers-målet og gik i kassen til 1-0 via indersiden af stolpen. FCN stabiliserede sig herefter ved endnu et par taktiske manøvrer og skabte to kæmpe chancer for at lukke kampen, men det lykkedes ikke. Og det ene mål rakte heldigvis til alle tre point, da forsvaret fint afviste alt i slutfasen. Nu ligger FCN på 5. pladsen to point foran Esbjerg, der i morgen skal en tur til Aalborg for at møde guldfavoritterne fra AaB. Kampen minut for minut: 10. minut: Ronnie Schwartz slipper fri til skud, men han skyder lige på David Jensen midt i målet.
21. minut: Victor Lundberg er alene i gennem i venstre side, men David Jensen får skærmet af og blokeret det afsluttende skud.
23. minut: Uffe Bech flugter lige forbi Randers-målet på en frisparksfremlægning fra AC.
36. minut: Jens Stryger Larsen trækker sig godt fri og skyder fladt tæt forbi bagstolpen.
47. minut: Ronnie Schwartz får serveret en gratis chance men skyder forbi mål.
54. minut: Pascal Gregor får i sidste øjeblik afværget en prekær situation ved at heade over eget mål hårdt presset.
63.. minut: Mtiliga og Joshua John får startet et kontraangreb, hvorefter Anders AC Christiansen halvflugter bolden videre frem mod Uffe Bech, der i fuldt løb udfordrer de to bagerste forsvarere. Efter at have rundet den ene, skyder Uffe Bech prompte på mål og fanger Randers-keeperen en smule fro langt ude, så bolden går over ham og ind via indersiden af stolpen til 1-0.
83. minut: David Jensen snupper et farligt fladt indlæg fra Jonas Kamper.
85. minut: Nicolai Stokholm spiller Joshua John helt blank, men hollænderen rammer bolden helt skævt på den åbne målchance.
89. minut: Joshua John går til baglinjen og spiller Uffe Bech til afslutning tæt foran mål, men hans skud går lige forbi bagstolpen. Lagde du mærke til: At FC Nordsjælland mod kampens slutning igen med succes brugte en taktisk variant, hvor Ivan Runje blev sendt på banen som supplement til Pascal Gregor og Andreas Maxsø i et tremandsforsvar, så de to backs kunne rykke ud og dække kanterne bedre af og blive farlige i kontraspillet. Kampens detalje: Uffe Bechs afgørende træffer var klart kampens bedste detalje. En hurtig og frækt set afslutning, der blev belønnet efter fortjeneste. Statistisk set: Boldbesiddelse:
Randers: 52% – FCN: 48%
Skud:
Randers: 21 – FCN: 7
Skud på mål:
Randers: 6 – FCN: 1
Hjørnespark:
Randers: 8 – FCN: 2 FC Nordsjælland har nu vundet 1-0 i tre af de seneste fire udekampe i Superligaen og kravler også godt opad i forårsstillingen med 19 point for 12 kampe. FCN er nu den klub i Superligaen med flest clean sheets i sæsonen efter at have holdt buret rent i 11 af de 30 kampe.

Hørt på spillergangen:

Lasse Petry om præstationen: Det var ikke nogen særlig god kamp, men det er dejligt, at vi viser, at vi også kan kæmpe og hente en arbejdssejr hjem. Det er også dejligt at kunne sejre på en anden måde, end vi er vant til, og vi måtte jo fighte lige til det sidste, da vi ikke fik lukket på de store chancer, vi skabte efter føringen. Nu kan vi fortsat jagte den vigtige 5. plads, og det er fedt at spille om fredagen, når man vinder, for nu kan vi følge de øvrige kampe og håbe, resultaterne går vores vej. Uffe Bech om sin scoring:  Jeg får taget et godt træk og har lige tid til at se, at keeperen er lidt langt fremme, så jeg beslutter at skyde med det samme. Det var meningen, at jeg ville have lagt bolden over ham, men der kom ikke helt højde nok på, men så var den heldigvis præcis i stedet. Det var tre gode point og en rigtig arbejdssejr. Kasper Hjulmand om sine overvejelser: Det var tre dejlige point, men ellers var der ikke meget, der lykkedes for os i dag. Med de intentioner, vi havde for kampen, kunne vi hurtigt se, at det gik ikke, når vi ikke kunne holde bedre fast i bolden. Konstellationen fra start var ikke ramt rigtigt fra min side, og vi måtte tænke i løsninger og bare håbe, at det ikke gik galt, før vi fik lavet taktiske justeringer. Men alle mand kæmpede flot på en dag, hvor tingene ikke fungerede for os. Matchfacts:

Superligaen, 30. runde, 2. maj 2014

Randers-FCN 0-1 (0-0)
Mål:
63. minut: 0-1 Uffe Bech, assist Anders AC Christiansen
Tilskuere:
 5.612 tilskuere
Dommer: Peter Kjærsgaard-Andersen
Advarsler: Christian Keller, Randers, samt Nicolai Stokholm,FCN.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
28 David Jensen
5 Anders ”AC” Christiansen (ind i 74. minut 21 Ivan Runje)
6 Lasse Petry
8 Patrick Mtiliga
11 Morten Nordstrand (ind i 37. minut 7 Nicolai Stokholm)
12 Joshua John
15 Jens Stryger Larsen
18 Uffe Bech
23 Mario Ticinovic (ind i 53. minut 9 Kim Aabech)
27 Pascal Gregor
29 Andreas Maxsø
På bænken uden at komme ind:
35 Martin Hansen
24 Kamal Issah
33 Nicklas Mouritsen
34 Emiliano Marcondes