Fornøjelig weekend med FCN på Bakken

Kategorier


Martin Vingaard fik skrevet stakkevis af autografer under besøget på Bakken.

Fornøjelig weekend med FCN på Bakken

Mange af Bakkens gæster nød nærkontakten med FC Nordsjællands Superligaspillere og maskotten Timba

Traditionen tro var FC Nordsjælland med til at gøre weekenden ekstra fornøjelig for Bakkens gæster, da forlystelsesparken i weekenden afviklede den årlige Bakken Fodbold Festival, og det blev et tilløbstykke af de store. Mange børn stod i kø både lørdag og søndag for at møde maskotten Timba og en række af FC Nordsjællands Superligaspillere. Martin Vingaard, David Jensen, Uffe Bech og Kristian Lindberg sad klar til at skrive autografer til alle de glade børn.
Det vakte også jubel, at FC Nordsjællands tidligere Superligaprofil, Jores Okore fra Aston Villa, kiggede forbi under sin ferie hjemme i Danmark. Son sædvanligt var det DBU Sjælland og Bakken i fællesskab, der stod for arrangementet som en festlig afrunding på fodboldstævner for børn i alle aldre styret af DBU Sjælland. Bagefter kunne deltagerne så nyde nogle fornøjelige timer på Bakken i selskab med Superligaspillerne. Herunder er det Birkerøds piger, der med medaljer om halsen bliver fotograferet med FCN-spillerne.