FCN åbner talentcenter i Helsingør

Kategorier


FC Nordsjællands talentchef Kenneth Rasmussen og ungdomssportschef Janus Kyhl fra FC Helsingør trykker hånd for det nye samarbejde.

FCN åbner talentcenter i Helsingør

FC Nordsjælland og samarbejdsklubben FC Helsingør tilbyder nu også talentudvikling på højeste plan til alle klubber i Helsingør kommune

Eliteklubben FC Helsingør har længe været en del af Fodbold Samarbejde Nordsjælland (FSN), og klubbens store intentioner om talentudvikling i hele Helsingør kommune vil FC Nordsjælland gerne være en aktiv del af for at videreudvikle dette arbejde. Derfor har FC Nordsjælland og FC Helsingør nu også aftalt, at de to klubber udvider samarbejdet, så FCN aktivt bidrager til talentudviklingen og åbner talentcenter hos FC Helsingør for alle kommunens klubber. Udover FC Helsingør har FCN også fire andre samarbejdsklubber i Helsingør kommune, nemlig Helsingør IF, Snekkersten IF, Hornbæk IF og Frem Hellebæk. Tilbuddet er naturligvis også specielt målrettet disse klubber, som alle er orienteret om de ekstra muligheder i området. Samarbejdet betyder, at FC Nordsjælland og FC Helsingør tilbyder træning hver uge, og det er ud fra konceptet for FCN’s specifiktræning, der bl. a. prioriterer teknik- og koordinationstræning. Det handler meget om udvikling af de unge spillere, men også om trænerudvikling for alle børne- og ungdomstrænerne i hele kommunen. For kort tid siden startede FC Nordsjælland også et talentcenter i Gribskov kommune, og det nye i Helsingør er derfor en naturlig videreudvikling af det talentarbejde, FC Nordsjælland så længe har prioriteret i hele region Nordsjælland. FC Nordsjællands talentchef Kenneth Rasmussen glæder sig til det udvidede samarbejde: – Vi har længe haft en god dialog med FC Helsingør samt et godt samarbejde med vores øvrige samarbejdsklubber i Helsingør kommune, og det er derfor helt naturligt for os at øge indsatsen for hele områdets talentudvikling. Det gør vi nu via den udvidede samarbejdsaftale med FC Helsingør. – Vi går nu ind med FC Nordsjællands resurser og supporterer FC Helsingørs eksisterende talentudviklingstilbud til alle kommunens klubber. På den måde kan vi være med til at hæve niveauet for talenttræningen i hele Helsingør. – Vi ser frem til det tættere samarbejde med FC Helsingør og vores øvrige samarbejdsklubber, samt at alle klubber i hele kommunen vil tage imod tilbuddet, lyder det fra Kenneth Rasmussen. Også i FC Helsingør ser ungdomssportschef Janus Kyhl frem til det udvidede samarbejde: – Der er flere ting i det. Vi kan både fastholde spillere og dygtiggøre dem til gavn for alle. På den måde holder vi dem i kommunen og gør samtidig hele træningsmiljøet i de enkelte klubber bedre. – Med den her aftale rykker vi tættere sammen med en god samarbejdspartner. Vores langsigtede mål er at etablere os i 1. division, og vi vil gerne være en endnu bedre lillebror til FC Nordsjælland. Det her kan være med til at udvikle spillere begge veje, siger Janus Kyhl.